Akut mangel på arbejdskraft på hoteller og restauranter

Hoteller og restauranter i hovedstadsområdet oplever så stor mangel på arbejdskraft, at det risikerer at bremse væksten i branchen.

Måske du i fremtiden skal vente lidt længere på at få serveret din bøf – eller på at få redt din seng. Hoteller og restauranter i hovedstadsområdet har nemlig fået et rigtigt luksusproblem. Det går så godt, at de har meget svært ved at følge med. Det viser en hidtil ikke offentliggjort undersøgelse fra brancheorganisationen Horesta.

Ingen erhverv oplevede sidste år større vækst i beskæftigelse end hotel- og restaurationsbranchen med 6.200 nye jobs på landsplan til i alt 114.000 ansatte. Det højeste antal nogensinde. Det er mange af disse nye stillinger, det efterhånden kniber gevaldigt med at få besat.

Således oplevede næsten hver tredje københavnske hotel eller restaurant sidste år, at det blev ’vanskeligere’ eller ’meget vanskeligere’ at rekruttere nye tjenere. For kokkene var tallet helt oppe på 45 procent og for elever 22,5 procent. 

På landsplan svarer omkring halvdelen af de adspurgte virksomheder, at de har haft udfordringer med at besætte ledige stillinger det seneste år. Et stort problem for branchen, hvis væksten skal fortsætte.

- Den enkelte virksomhed risikerer at takke nej til gæster og ordrer. Det betyder noget for omsætningen. For Danmark som sådan betyder det, at vi må sige nej til noget vækst og til at skabe flere arbejdspladser, siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta.

Ikke én ansøgning til opslået tjenerjob

Hotel-koncernen BC Hospitality Group, der blandt andet driver Marriott, Crowne Plaza og Bella Sky kender alt til udfordringerne med at finde kvalificeret arbejdskraft.

Eksempelvis har en ledig tjenerstilling været opslået i et par uger, uden det har givet én eneste ansøgning fra en faglært.

- Det er lige nu stort set umuligt at opdrive en faglært kok, tjener eller receptionist. Vi er i en situation, hvor vi kun lige kan få enderne til at mødes.

- Hvis ikke vi løser de her udfordringer, går hjulene simpelthen i stå. I og med turismen er et af Danmarks største væksterhverv, er det brandærgerligt, hvis ikke vi høster de økonomiske muligheder, der ligger i at være med på beatet, siger direktør Allan Agerholm til TV 2 Lorry. 

Koncernen forsøger foreløbig at opkvalificere ufaglært arbejdskraft og integrere danskere af anden etnisk herkomst på arbejdsmarkedet. Men den ressource slipper også snart op, lyder det. Flere virksomheder er efterhånden så pressede, at de ifølge Horesta overvejer at indrykke jobopslag i udenlandske medier.

- Hvis opsvinget fortsætter, og det håber vi selvfølgelig på, er vi kun måneder fra at være i en situation, hvor der ikke længere er nok arbejdsløse, der er i stand til at tage et arbejde, til at hele branchen kan få den nødvendige arbejdskraft. Så har vi ikke ret mange andre muligheder end at begynde at kigge mod udlandet og begynde at importere udenlandsk arbejdskraft til de ledige jobs, siger Allan Agerholm.

Politisk handling efterlyses

Udfordringerne med at rekruttere den fornødne arbejdskraft ser ikke ud til at blive mindre. De kommende tre år opføres der yderligere 4.000 hotelværelser i København. En stigning på 24 procent.

Ifølge Horestas undersøgelse har hver tiende af de adspurgte hoteller og restauranter allerede været nødt til at afvise gæster på grund af mangel på personale. Derfor efterlyser branchen politisk handling, hvis dampen skal holdes oppe.

- Der er brug for, vi får skabt større incitament til, at man uddanner sig som faglært. Der er brug for større incitament til at folk på kanten af arbejdsmarkedet tager en beskæftigelse også i vores erhverv. Og så er der også brug for, at vi får skabt ordentlige betingelser for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, opfordrer Kirsten Munch Andersen.

I København er antallet af hotelovernatninger vokset fra fem til otte millioner om året siden 2009. Med en historisk høj belægning af værelserne på 80 procent er det nødvendigt med nye investeringer for at blive ved med at følge med efterspørgslen. 

Men BC Hospitality Group er et godt eksempel på, at manglen på arbejdskraft kan give panderynker i forhold til at kaste sig ud i nye store projekter.

- Vi har to-tre store investeringer i støbeskeen. Blandt andet en ny restaurant på et af hotellerne. Det kommer ikke til at stoppe os, at vi er udfordrede af personalemangel, men vi er helt klart bekymrede for, om vi kan finde tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft til at bemande en helt ny millioninvestering i en restaurant, forklarer direktør Allan Agerholm.

Undersøgelsen fra Horesta konkluderer, at knap to ud af tre hotel- og restaurantvirksomheder i landets større byer forventer, at det bliver endnu vanskeligere at rekruttere faglærte i de kommende to til tre år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik