Video af tvangsudsendelse spreder sig på sociale medier - minister kaldt i samråd

Frie Grønne og Alternativet har kaldt udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd om sagen.

En video af en tvangsudsendelse af en kurdisk-iransk kvinde er set over 12.000 gange på Facebook og bliver delt igen og igen på andre sociale medier onsdag.

Videoen, der er delt af flygtningehjælpsorganisationen Trampolinhuset, viser en tvangsudsendelse af en kurdisk-iransk mor til tre tidligt tirsdag morgen ved Udrejsecenter Avnstrup på Sjælland. To af kvindens børn blev også fragtet væk fra stedet af politiet ved samme lejlighed.

Videoen er onsdag blevet delt af flere kendte danskere, blandt andre journalist Paula Larrain og erhvervskvinde Stine Bosse.

Også politikere har reageret på videoen. Alternativet og Frie Grønne har kaldt udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i samråd om sagen. I Enhedslisten bakker man op om et samråd.

Nødvendig magtanvendelse

I videoen ses kvinden omgivet af en række personer, der på et tidspunkt lægger hende ned på jorden og fastholder hende, inden hun føres ind en bil.

Omkring optrinnet står en stor gruppe mennesker og filmer. Trampolinhuset har frigivet videoen uden lyd for at beskytte identiteten på de beboere, der optræder på videoen. Det har ikke været muligt for TV 2 at se videoen med lyd.

TV 2 har været i kontakt med et øjenvidne til hændelsen, der bekræfter det, der ses i videoen. TV 2 har også set en anden video af samme hændelse filmet fra en anden vinkel, der viser samme hændelsesforløb.

Hjemsendelsesstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed på området, bekræfter over for TV 2, at der den 29. marts blev iværksat en ledsaget udsendelse, hvor politiet bistod Hjemrejsestyrelsen.

Styrelsen oplyser endvidere til TV 2, at Nordsjællands Politi har oplyst, at "omstændigheder i forbindelse med den ledsagede udsendelse førte til, at politiet benyttede den fornødne magtanvendelse for at gennemføre udsendelsen".

De fastslår, at der i forbindelse med udsendelsen ikke blev givet nogen former for medicin til den pågældende kvinde eller de to børn.

Torsdag morgen oplyser Hjemrejsestyrelsen til TV 2, at kvinden efter en mellemlanding på vej til Iran nu er tilbage på dansk jord efter at have skadet sig selv med en flaske under mellemlandingen.

Tvang og ikke vold

TV 2 har vist videoen til advokat Niels Henrik Christensen, der har speciale i asyl-, flygtninge- og udlændingeret.

Han understreger, at det er svært at få et overblik over det fulde hændelsesforløb i videoen og at se alle detaljer.

Men af det, han kan se i videoen, er der ikke noget, der springer i øjnene. Det, der foregår, er altså inden for lovens rammer, fastholder han.

- Hvis folk ikke udrejser frivilligt, kan de udsendes tvangsmæssigt. Så længe man holder sig til tvang og ikke tyer til vold, så er det inden for rammerne, siger Niels Henrik Christensen.

- Man udøver magtanvendelse, og det har man ret til. Der er ikke noget i videoen, der overrasker mig. Det siger jeg ikke for at forsvare det, men det må man godt, tilføjer han.

I Danmark er det politiet, der gennemfører tvangsudsendelser af udlændinge på baggrund af udlændingemyndighedernes afgørelser. Tvangsudsendelser finder sted, hvis en udlænding ikke har lovligt ophold i Danmark og ikke er udrejst frivilligt, selvom de har pligt til det.

I udlændingeloven står det, at tvangsmæssige udsendelser skal ske "med respekt for individet og uden unødig magtanvendelse".






Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik