Socialdemokratiet finder Frank Jensens afløser i Køge

Køges borgmester Marie Stærke er netop blevet valgt som ny næstformand af Socialdemokratiets hovedbestyrelse.

Det hul, som Frank Jensen efterlod sig i toppen af Socialdemokratiet, da anklager om seksuelle krænkelser fældede ham i sidste måned, er nu blevet fyldt ud.

Partiets hovedbestyrelse har således fredag eftermiddag valgt at konstituere Køges borgmester Marie Stærke som ny næstformand.

- Jeg er meget glad for, at Marie har stillet sig til rådighed for partiet. Hun er en stærk ambassadør for det kommunale Danmark, og hun har en særlig viden og indsigt i den nære velfærd og i at løfte integrationsudfordringerne, siger formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen i en pressemeddelelse

Posten skal hun dele med den i øjeblikket så trængte miljø- og fødevareminister Mogens Jensen, der siden 2012 har været betroet med hvervet. Det er forventningen, at hun på næstkommende partikongres vil blive formelt valgt.

Ung borgmester

Marie Stærke har internt i Socialdemokratiet længe været set som en kommunalpolitisk stjerne.

Som bare 22-årig blev hun valgt til byrådet i Køge for første gang, og da den siddende Køge-borgmester Torben Hansen (S) seks år senere i 2007 afgik ved døden, blev Stærke som udnævnt til den på daværende tidspunkt yngste kvindelige borgmester i historien.

Med posten som næstformand bliver Marie Stærke en del af Socialdemokratiets ledelse, der desuden består af formand Mette Frederiksen, næstformand Mogens Jensen samt partisekretær Jan Juul Christensen.

- Jeg er meget glad for, at statsministeren og hovedbestyrelsen har betroet mig det her hverv. Jeg glæder mig til at rykke tættere på beslutningerne og bidrage med de erfaringer, jeg har. Særligt inden for integration og den borgernære velfærd, mens jeg selvfølgelig fortsætter mit arbejde med at udvikle Køge Kommune, udtaler Marie Stærke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik