Rigspolitichefen løfter pegefingeren: Stop med at stimle sammen i solen

Smittefaren er der stadig, lyder formaningen fra rigspolitichefen. Han bliver bakket op af forbundsformanden i Politiforbundet.

Der har været masser af solskin over landet de sidste par dage, og det har lokket flere danskere ud af deres hjem. Men chefen for Rigspolitiet Thorkild Fogde er bekymret for coronasmitte, når mange mennesker stimler sammen.

- Smittefaren er ikke drevet over, og Rigspolitiet er i dialog med politikredsene om problemet, skriver han blandt andet på Twitter.

 TV 2 har henvendt sig til Rigspolitiet og afventer en uddybende kommentar.

Københavns Politi oplyser, at der er blevet givet ni påbud i kredsen i løbet af torsdagen, og at der fortsat ikke er givet nogen bøder for at bryde forsamlingsforbuddet.

Torsdag den 23. april på Islands Brygge blev forsamlingsforbuddet på flere end ti personer ikke overholdt.
Torsdag den 23. april på Islands Brygge blev forsamlingsforbuddet på flere end ti personer ikke overholdt.
Foto: Rebekka Juul Bruun / TV 2 Lorry

Forbundsformand er "dybt rystet"

Tidligere på dagen var Claus Oxfeldt, forbundsformand i Politiforbundet, også kommet til tasterne i forargelse over københavnerne, der befandt sig tæt sammen på Kalvebod Brygge og Islands Brygge. De følger ifølge Oxfeldt ikke Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

- Jeg er dybt rystet og enormt skuffet. Netop været forbi Kalvebod Brygge og kigget over på Islands Brygge. Hvad sker der dog med jer, københavnere?

Han kalder synet, der mødte ham, "rent fluepapir", og siger, at han har givet beskeden videre til politiet.

Forsamlingsforbud gælder til og med 11. maj

Forsamlingsforbuddet, der medfører et loft for forsamlinger på maksimalt 10 personer, gælder både i det offentlige rum og ved private arrangementer. Det blev indført 17. marts, efter en hastestramning blev vedtaget i Folketinget. Dermed fik politiet med en ny hastelov mulighed for at forbyde adgangen til bestemte områder, hvor der er mistanke om, at flere end ti personer vil forsamle sig.

Med den nye lov vil politiet eksempelvis kunne forbyde adgangen alene på antagelsen af, at en gruppe vil forsamle sig på stedet, hvor de med den tidligere lov først kunne gribe ind, når der var en konkret forsamling på stedet.

I første omgang blev forsamlingsforbuddet på 10 mennesker forlænget til 30. marts, efterfølgende til 14. april, dernæst til 18. april og ultimativt til 11. maj - alene for at mindske smitterisikoen.

Henover sommeren vil loftet over det tilladte antal mennesker til forsamlinger være maksimalt 500 mennesker. Det er dog ikke vedtaget, hvornår det vil gælde fra.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik