Kamel berømt fra Folketingets talerstol har fundet sit nye hjem

Alis skæbne har været uvis, fordi det blev mere og mere klart, at der ikke ville blive givet statspenge til hans fremtid.

00:33

I samarbejde med tv2.dk

Tirsdag var glædens dag for kamelen Ali, der blev berømt i hele landet, da den indgik som et muntert indslag i statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale i Folketinget i oktober.

Tirsdag fik den 25-årige kamel nemlig nye venner, da den blev introduceret til tre artsfæller hos Dronningmølle Æsel- og Kameludlejning i Nordsjælland.

Ali boede i en årrække i stald med elefanten Ramboline som en del af dyreflokken hos Cirkus Trapez i Sønderjylland, men det venskab sluttede brat. Tidligere på året købte staten nemlig Ramboline som et led i forbuddet mod fremover at bruge elefanter i cirkusforestillinger.

Læs også Isbjørnefødsel fanget på kamera - men ungen er stadig i kritisk fase

Indgik i statsministerens tale

Det var en grinende statsminister, der i oktober orienterede Folketinget om købet af elefanterne. Her gav hun også indtryk af, at Ali var en del af handlen:

- Hvad vi ikke vidste, da vi gik igang med det køb - og det her skal man jo ikke grine af - er, at Ramboline, altså den ene af elefanterne, også havde en ven, en bedste ven, en kamel. Kamelen hedder selvfølgelig Ali, og vi blev bibragt den vigtige oplysning, at det ville være forkert at adskille Ramboline og Ali, og derfor fik vi faktisk Ali med, sagde Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol.

01:27 Luk video

Men virkeligheden er en anden. Staten har nemlig kun købt Ramboline, som nu er ført sammen med tre andre elefanter fra Cirkus Arena i Slagelse.

I talen gav Mette Frederiksen også udtryk for, at købet af Ali måske ikke var det bedste:

- Desværre har Ali det ikke så godt, og han var faktisk heller ikke bedste ven med Ramboline, så det var nok ikke så god en handel, vi gjorde.

Næste sommer skal elefanterne pensioneres i Knuthenborg Safaripark, men her vil de ikke have kamelen Ali med.

Læs også Halsnæs vil sætte præg på nationalpark: Har fået flere ønsker opfyldt

Sponseret af undertøjsfirma

Alis skæbne har været uvis, fordi det i tiden efter Mette Frederiksens tale blev mere og mere klart, at der ikke ville blive givet statspenge til hans fremtid. I stedet sprang undertøjsfirmaet Change Lingerie til, og de sponsorerer fremover de 35 kilo foder, som en kamel dagligt indtager.

I forvejen sponsorerer undertøjsfirmaet faktisk flere af de andre kameler ved Dronningmølle Æsel- og Kameludlejning, lyder det fra virksomhedens ejer, Gitte Breil. Indtægterne fra udlejningen af kamelerne kan nemlig ikke dække udgifterne til foder.

Hun oplyser tirsdag til TV 2, at hun har fået mange henvendelser fra sine kinesiske samarbejdspartnere om statsministerens berømte kameltale.

Firmaets undertøj produceres i Kina, og derude er statsministerens grineflip særdeles kendt, fordi talen gik viralt og endte med at blive set af millioner af kinesere.

- Derude ville Ali være blevet spist som kamelkød. De forstår slet ikke vores interesse for dyrevelfærd, siger Gitte Breil.

Der er en Ali i forvejen

Men nu skulle der altså være sikkerhed for, at Ali ikke ender på stegepander som bøf eller i gryderetter.

I stedet får den lov til at ende sine dage i Dronningmølle.

Æsel- og kameludlejningens ejer, Henrik Møller, kender endda selv lidt til cirkuslivet, fordi han har en fortid som elefantpasser hos Cirkus Benneweis.

Det var også cirkusbaggrunden, der gav ejeren af udlejningsfirmaet inspiration til at anskaffe sig kameler for 15 år siden.

I den hidtidige flok indgår i forvejen en kamel ved navn Ali, men det er let at se forskel på de to, for ”cirkus-Ali” har to flotte pukler, mens den anden Ali er knapt så kurvet og betegnes som lidt af et skravl.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik