Frustrerede borgere indkaldes til vaccine, men kan ikke få en tid - her er forklaringen

Det er danskere over 65 år, der modtager praktisk hjælp og pleje i eget hjem, der kan få coronavacciner lige nu.

Flere og flere danskere modtager indkaldelser til at få coronavaccinen. Indtil videre er godt 118.000 blevet vaccineret.

Bjarne Krogh Hansen ville gerne være en af de 118.000, men han har ikke kunnet få en tid, siden han blev indkaldt 9. januar med et brev i e-boks.

- Jeg står tilbage og siger, at jeg er i risikogruppen. Nu spreder den engelske variant sig i Danmark, så jeg er nervøs for mit helbred, siger Bjarne Krogh Hansen.

Han er 66 år og ”overvægtig, har diabetes, nedsat hjertefunktion og får praktisk hjælp i hjemmet", fortæller han. For Bjarne Krogh Hansens vedkommende er det Region Sjælland, der administrerer vaccinen, fordi han bor i Nakskov.

Og han ser frem til at få den.

- Jeg har ikke set familien siden juleaften. Enten bestiller jeg mine varer, eller også handler jeg i ydertidspunkterne. Det har jeg gjort siden marts. Jeg er noget nervøs og holder mig primært for mig selv. Jeg har passet på – også hen over sommeren, hvor andre lempede.

Og han er ikke den eneste...

Bjarne Krogh Hansen er 66 år og ”overvægtig, har diabetes, nedsat hjertefunktion og får praktisk hjælp i hjemmet".
Bjarne Krogh Hansen er 66 år og ”overvægtig, har diabetes, nedsat hjertefunktion og får praktisk hjælp i hjemmet".
Foto: Privatfoto

Region: Der er ikke ledige tider, hvis der ikke er ledige vacciner

Indtil onsdag eftermiddag havde Anja Lund, der er bosat i Region Hovedstaden og kronisk syg, heller ikke kunnet få en tid.

Hun fik ligesom Bjarne Krogh Hansen en indkaldelse 9. januar og havde forsøgt flere gange dagligt at få en tid – men der var ingen ledige, selvom hun kiggede mere end to måneder frem i kalenderen.

- Jeg har nedsat immunforsvar, fordi jeg har lupus, og tager medicin, der nedsætter det. Men hvis jeg ikke kan booke nu, kan det jo være lige meget, lyder det fra Anja Lund.

Onsdag eftermiddag fik hun dog en ledig tid, da vaccinecenteret i Øksnehallen i København slog dørene op onsdag.

Det kan dog være, at personer, der er blevet indkaldt, ikke kan booke, fordi regionen venter på en leverance af vacciner, fortæller Johan Egebart fra vaccinations-task forcen i Region Hovedstaden og lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital.

- Vi lægger kun de tider op i bookingsystemet, som vi har vacciner til. I denne uge er alle tider brugt, men vi åbner hele tiden op for flere, i takt med at vi får nye leverancer af vacciner, siger han.

Det er ikke hans indtryk, at borgerne bliver væk.

- Tværtimod er vi fuldt bookede. I dag åbner vi så op for vores vaccinecentre, og i øjeblikket oplever vi heller ikke problemer her.

Forstår frustrationen

I Region Sjælland, der står for at vaccinere Bjarne Krogh Hansen og hans medborgere, benytter man samme fremgangsmåde som i hovedstaden.

- Vi lægger alle de vaccinationstider ud, som vi har vacciner til. Det er ikke os, der prioriterer blandt borgerne, det er sådan, det fungerer, lyder det fra Trine Holgersen, der er direktør for det nære sundhedsvæsen i regionen og ansvarlig for vaccinerne.

- Jeg har fuld forståelse for, at folk kan sidde og blive kede af det og en lille smule frustrerede, når man har fået en indkaldelse, og der ikke er flere tider, fordi der ikke er flere vacciner.

Hun fortæller, at hvis der er borgere, der udebliver fra deres vaccinationstider, eller man trækker flere vacciner op af hvert hætteglas, bliver tiderne lagt ud med det samme. Så hun opfordrer til, at man holder godt øje med vaccinationskalenderen.

Men hun siger også, at myndighederne kunne have været tydeligere om, hvorfor der ikke er tider til alle, der har fået en indkaldelse:

- Set i bagklogskabens klare lys skulle man som myndigheder have været tydeligere på, at der er blevet indkaldt langt flere, end vi reelt har vacciner til.

- Men man skal have tillid til, at lige så snart vi har fået vaccinerne, bliver de lagt ud som ledige vaccinationstider, siger hun og understreger, der ”er en plan for at have vacciner til andet stik”.

Det er Statens Serum Institut (SSI), der indkalder borgerne til vaccinationer. TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra SSI om, hvorvidt man indkalder for mange til vaccinationer.

Bekymrende få bookinger

I et par nordjyske kommuner har historien været en anden end for Bjarne Krogh Hansen.

Der har nemlig været bekymrende få, der havde booket en tid til at tage mod en vaccine, lød det fra blandt andre Frederikshavn Kommune og Jammerbugt Kommune.

Halvdelen af tiderne til vaccinationer torsdag og fredag var nemlig ledige. Og det kan forstyrre den nationale vaccinationsplan, der blandt andet spår, at 27. juni har alle danskere, der ønsker det, fået begge vaccinationsstik.

Derfor var Anja Lund noget frustreret over ikke at kunne få en tid i Region Hovedstaden.

- Det er frustrerende at høre, at de oppe i Frederikshavn har masser af ledige tider, og så sidder vi her i Københavns Kommune med højt smittetryk og har ingen ledige tider, lød det forud for, at hun lykkedes med at få en tid.

Anja Lund har ikke kunnet få en tid i Region Hovedstaden.
Anja Lund har ikke kunnet få en tid i Region Hovedstaden.
Foto: Privatfoto

I Region Nordjylland er meldingen dog, at borgerne i højere grad fylder tiderne til vaccinationerne op de kommende dage, og at der ikke er nogen doser, der går til spilde.

Region Syddanmark oplyser, at intet går til spilde. Man har desuden lister med borgere, der kan komme ind, hvis nogen skulle udeblive.

Region Midt fortæller, at hvis man har overskydende doser, bliver de givet til sundhedspersonale.

Mandag blev blot 643 personer vaccineret, fordi vaccinelagret var sluppet op.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik