Britisk mutation på fremmarch: "Vi står med en stærkere fjende, end vi har gjort før"

Ifølge Statens Serum Institut er presset på sygehusvæsenet stadig så stort, at vi ikke kan tillade, at den britiske variant får frit spil.

B117-varianten af coronavirus har spredt sig med stor hastighed herhjemme de seneste uger. Fra uge 1 til uge 2 er andelen af de analyserede prøver med den britiske mutation steget fra 3,9 procent til 7,0 procent.

Virusstammen er fundet blandt 330 danskere i perioden frem til 12. januar. Langt de fleste smittede er fundet ved hjælp af tilfældige stikprøver, og 12 er fundet, fordi de er husstandskontakter til smittede.

Smitten kan eksplodere

Udviklingen vækker bekymring hos Statens Serum Institut.

- Vi står simpelthen med en stærkere fjende, end vi har gjort før, siger direktør hos Statens Serum Institut Henrik Ullum.

Ifølge Henrik Ullum betyder indtoget af den britiske virus, at kontakttallet forventes at stige. Han forklarer, at hvis man har et kontakttal på 1, så betyder det, at 100 personer vil smitte 100 andre. Men med den nye variant vil 100 mennesker smitte cirka 140 andre.

- Det betyder, at vi skal simpelthen være mere forsigtige med denne her variant, hvis ikke smitten skal eksplodere mellem hænderne på os.

Et presset sundhedssystem

Men noget tyder dog på, at det går den rette vej. Ifølge Henrik Ullum lader de restriktioner, der blev indført før jul og tidligere i januar, nu til at have en effekt på andre typer af coronavirus end B117.

Ifølge Ullum er sundhedsvæsnet dog desværre stadig meget presset med mange indlæggelser, både på de almindelige afdelinger og på intensiv.

- Vi har brug for at få taget presset af sundhedsvæsnet. Vi kan ikke bare tillade den britiske variant at vokse frem nu. Så risikerer vi at blive væltet over ende.

Med den udvikling vi ser nu, forventes den britiske variant at blive den dominerende i Danmark fra midten af februar.

- Og så bliver det altså et kapløb mellem denne her variant og vores vaccinationer. Og et kapløb mellem sygdommen og hvor gode vi er til at passe på hinanden.

- Vi skal kigge på de regionale forskelle

Ifølge Henrik Ullum skal vi ned på et kontakttal på 0,7 - altså det der svarer til, at 100 mennesker smitter 70 - før væksten i den britiske variant bliver så nedadgående, at man kan slå den ned.

For at få smitten yderligere ned mener Henrik Ullum, at man burde have fokus på de regionale forskelle i smittetallene. For eksempel er den københavnske vestegn stadig hårdt ramt af meget høje smittetal.

- Vi skal kigge på, om man kan gøre mere lokalt for at bringe smitten ned - for eksempel øget testning og mere information til borgerne, som er to meget effektive redskaber.

Henrik Ullum slutter dog med et budskab om, at nok er den britiske variant en stærk fjende, men at vi også har gode våben på vores side:

- Heldigvis har vi også nogle stærkere våben nu. Vi har vaccinationer, og vi har en stor testkapacitet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik