To personer hoppet ud fra altan under politibesøg: En mistede livet

To personer hoppede ud fra en altan, da politiet mødte op i forbindelse med uro i lejlighed i København.

To personer hoppede ud fra en altan, da politiet mødte op i forbindelse med uro i lejlighed i København.

En person er død, mens en anden er blevet bragt til hospitalet, efter at de begge hoppede ud fra en altan søndag formiddag.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup.

Politiet var ankommet til lejligheden i Københavns Nordvestkvarter, da personerne hoppede. Derfor er sagen overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

DUP bliver underrettet om episoder, hvor personer kommer til skade i forbindelse med politiets arbejde.

Det betyder samtidig, at politiet ikke kan sige meget om situationen, da deres arbejde i sagen skal granskes.

- Jeg kan ikke sige så meget. Men vi kommer ud til lejligheden efter en anmeldelse klokken 09.12. Da vi ankommer, hopper to personer ud over altanen. Den ene afgår ved døden, mens den anden køres på hospitalet, siger Henrik Svejstrup.

Det var en anmeldelse om uro, der fik betjente til at rykke ud.

- Vi er kaldt ud til husspektakellignende forhold, men jeg kan ikke komme det nærmere, siger Henrik Svejstrup.

Lejligheden ligger på Smedetoften i København.

Der er ingen oplysninger om de to personer, der hoppede fra altanen.

Således vides det ikke, om der er tale om beboere i lejligheden, ligesom køn og alder ikke er oplyst.

Undersøgelse sættes i gang

På sin hjemmeside oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed søndag eftermiddag, at sagen vil blive undersøgt.

- Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) modtog den 13. februar 2022 kl. 09.40 underretning fra Københavns Politi om en episode kort forinden, hvor en person afgik ved døden, mens en anden person kom til skade i forbindelse med en politiforretning i København NV.

- Politiklagemyndigheden har på den baggrund iværksat en nærmere undersøgelse af episoden, lyder det i en meddelelse.

Når efterforskningen er slut, vil en redegørelse blive sendt til Statsadvokaten i København. Det er så op til juristerne her, om der skal rejses en sag mod betjentene.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik