Kommune omgivet af fly og biler undersøger forurening og støj

Tårnby Kommune vil igangsætte en uvildig undersøgelse af støj og partikelforurening i kommunen.

Tårnby er et trafikalt knudepunkt med både fly, der letter og lander i Københavns Lufthavn og trafik fra motorvejen.

Og det betyder, at kommunen er mere plaget af støj end de fleste.

Derfor har Tårnby Kommune tirsdag aften vedtaget et forslag om at lave uvildige målinger af støj og partikelforurening i kommunen.

- Venstre og Konservative har fået flere henvendelser fra borgere og diverse grupper. Og vi savner i den grad fakta, så vi kan tage en ordentlig dialog omkring tingene, siger Dennis W. Clausen, der er gruppeformand for Venstre i Tårnby.

Flere partier i kommunalbestyrelsen mener, at Tårnby selv skal lave støjmålinger. Mange er bekymrede over støjen fra både lufthavnen og motorvejen.

Kommunen har nemlig både skoler, institutioner og fritidsfaciliteter liggende indenfor støjzonen tæt på lufthavn og motorvej.

"Det er Miljøstyrelsen, der som myndighed skal sikre, at grænseværdier for støj og forurening overholdes af lufthavnen, men det er Tårnby Kommunes ansvar at sikre, at de omgivelser, hvor vi placerer vores børn og medarbejdere mange timer dagligt, ikke er sundhedsskadelige", står der i forslaget.

Må ikke blive en syltekrukke

Forslaget blev oprindeligt stillet af Venstre, Konservative, Radikale, SF og Enhedslisten. Alle partier i kommunalbestyrelsen endte med at stemme et ændringsforslag igennem, der blev stillet af borgmester, Allan Andersen fra Socialdemokratiet.

Hvad vil I gøre, hvis tallene er alarmerende høje der, hvor der er børn og unge?

- Så må vi i kommunalbestyrelsen tage beslutning om, hvad vi skal gøre i forhold til eksakte målinger. Nu får vi se, hvad der sker i fremtiden, siger borgmester Allan Andersen fra Socialdemokratiet.

Dennis W. Clausen glæder sig over, at forslaget blev støttet:

- Jeg glæder mig på Tårnbys borgeres vegne. Vi går i arbejdstøjet, og så skal afdækningen ikke være en syltekrukke. Jeg forventer, at vi kommer igang hurtigt, det skylder vi borgerne, siger han.

Ifølge borgmesteren vil man være klar til at beslutte, hvor der skal måles i foråret 2020.

Det er ikke første gang, at amagerkanere bekymrer sig om støjen fra lufthavnen.

Tidligere har en borgergruppe på Amager sat sig for at bremse en lufthavnsudvidelse, fordi de bliver plaget af støj. Andre amagerkanere er forstyrrede af den stigende mængde natfly.

Sådan påvirker trafikstøj os:

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO kan trafikstøj medføre gener og helbredseffekter som kommunikationsbesvær, hovedpine, søvnbesvær, stress, forøget blodtryk, forøget risiko for hjertesygdomme og hormonelle påvirkninger.

 

Støj kan påvirke ydeevnen og påvirke børns indlæring og motivation. Støj har således sundhedsskadelige virkninger på mennesker og kan ved længere tids påvirkning føre til egentlige helbredseffekter.

 

Især støj om natten vurderes som skadelig, da støj om natten kan gøre det vanskeligere at falde i søvn, give dårligere søvnkvalitet, forstyrre søvnen og medføre for tidlig vækning.

 

Kilde: Miljøstyrelsen

Sådan påvirker luftforurening os:

Nogle af langtidseffekterne ved at blive udsat for luftforurening kan være hjerte- og lungesygdomme, påvirkning af blodet, ændring af kroppens celler hvilket i værste fald kan udvikle sig til kræft og dårligere lunger hos børn.

 

På kort sigt er det især folk, der i forvejen har problemer med for eksempel astma, der kan opleve, at symptomerne bliver værre, eller at de oftere bliver syge.

 

Kilde: Miljøstyrelsen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik