Daginstitution sender børn og ansatte hjem efter coronaudbrud

En daginstitution i Stevns Kommune er midlertidig lukket, efter et barn er blevet smittet med corona.

Et barn i Store Heddinge er testet positiv for corona. Det betyder, at Stevns Kommune mandag har måtte sende både børn og ansatte hjem fra daginstitutionen Erikstrup.

- Alle børn og ansatte i institutionen er defineret som nære kontakter, og så er vi gået i gang med at informere forældre om, at de skal komme og hente deres børn, og hvad der sker de kommende dage, sagde Daniel Gottrup, centerchef for Børn og Læring i Stevns Kommune, til TV 2 Lorry.

Nære kontakter er en definition, som Sundhedsstyrelsen bruger om folk, der har været i kontakt med en smittet, og som derfor kan have været udsat for virussen.

Lukket indtil nok er negative

De ansatte er blevet rådet til at gå i selvisolation, og alle 48 børn og ti ansatte skal testes. Det kan de ifølge centerchefen gøre med det samme.

- Det vurderes, at smitteperioden har været senest torsdag i sidste uge, så de kan tage en test med det samme, forklarer Daniel Gottrup.

Han fortæller yderligere, at nedlukningen af Erikstrup for nuværende ikke kommer til at gå udover andre institutioner i kommunen.

Erikstrup holder lukket, indtil nok ansatte er testet negative, så der igen kan komme børn på institutionen.

Smittetilfælde i Hillerød

Det er ikke kun Stevns Kommune, der har måtte sende børn hjem. På Hillerød Vest Skolen er en elev i 2. klasse testet positiv for corona.

Her har skolen mandag valgt at sende alle elever på 1. og 2. årgang hjem, da eleverne har været sammen i både skoletiden og i fritidsordningen.

Derudover er en medarbejder på Skolen ved Skoven også testet positiv med corona. Her er en klasse og en række medarbejdere, der har været i tæt kontakt med den smittede, også sendt hjem mandag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik