Staten nedsætter en corona-taskforce på Vestegnen

Smitten på Vestegnen skal ned, og hoteller og vandrehjem skal i brug som isolationsmuligheder, siger minister.

Der bliver nedsat en statslig taskforce for at bekæmpe det høje smittetal på Københavns Vestegn, hvor coronasmitten i øjeblikket spreder sig hurtigt.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag på et pressemøde, efter at han har holdt krisemøde med borgmestrene i københavnske vestegnskommuner. De repræsenterer tilsammen 418.000 borgere.

- Vi er enige om, at nu skal vi have smitten ned. Kommunerne gør meget, men vi skal blive endnu bedre til at opspore, teste og tage isolationsfaciliteter i brug, siger Magnus Heunicke.

Blandt andet skal hoteller og vandrehjem i brug som isolationsmuligheder, mens taskforcen skal koordinere indsatsen og overvåge behovet for nye tiltag.

Magnus Heunicke pointerer dog, at myndighederne ikke vil tvinge borgere til at gå i selvisolation. I stedet skærper man nu informationen til coronaramte borgere.

- De seneste uger er tilbuddet om isolationsfaciliteter blevet brugt mere. Men det bliver slet ikke brugt nok. Vi har aftalt, at myndighederne skal tilbyde borgerne isolationsmulighed, og at man holder en opfølgende samtale med borgerne, hvor man taler om, hvordan det går med isolationen, siger Magnus Heunicke.

Afviser ikke skærpede restriktioner

Samtidig vil Magnus Heunicke ikke afvise, at det på kort sigt vil være nødvendigt at indføre særlige skærpede restriktioner i de hårdt ramte kommuner.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger, at en af de helt store udfordringer med at få bremset smitten er kommunikationen, fordi mange af kommunernes borgere er tosprogede.

Myndighederne skal blive bedre til at kommunikere tydeligt og på de sprog, som borgerne forstår, erkender han.

- Det, vi blandt andet har drøftet på mødet, er, hvordan vi kan blive endnu bedre til at kommunikere, så alle forstår vores budskaber og gode råd, siger Søren Brostrøm.

Albertslund topper

Vestegnen omfatter kommunerne Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Høje-Taastrup, Brøndby, Albertslund, Vallensbæk og Ishøj, og det er det område i Danmark, hvor smitten lige nu spreder sig hurtigst.

Albertslund ligger mandag øverst på listen over kommuner med højeste antal smittede. Kommunen har 480 smittede per 100.000 indbyggere.

Herefter kommer Høje-Taastrup med 472,2 og Ishøj med 389,3.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik