Ny budgetaftale i Solrød: Salg af jord skal sikre serviceniveauet

Et flertal i Solrød Byråd har vedtaget kommunens budget for 2020. Her skal salg af jord ved Cordazaparken og Solrød Erhvervskile sikre, at kommunen undgår besparelser.

På trods af en stor vækst i udgifter, så fortsætter Solrød Kommune med at levere det nuværende serviceniveau i de kommende år. 

Det står klart, efter en budgetaftale for 2020 er blevet forhandlet på plads i byrådet. 

Aftalen er stemt hjem af Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Havdruplisten, Venstre og byrådsmedlem Claus Redder Madsen (Soc.dem). 

- I Venstre glæder vi os over, at vi kan fastholde serviceniveauet og samtidig holde skatten i ro i en tid, hvor over halvdelen af landets kommuner har til opgave at finde besparelser i budgettet, siger Lene Stenvhoved, som er byrådsmedlem og budgetforhandler for Venstre. 

S afviser salg af jord

For at sikre penge til et stigende pres i Solrød Kommunes udgifter er den nye budgetaftale betinget af indtægter fra grundsalg fra Cordozaparken og den omdiskuterede Solrød Erhvervskile, som borgere demonstrerede mod tidligere på måneden. 

Netop salget af grunden ved Cordozaparken fik Solrød Kommunes næststørste parti, Socialdemokratiet, til at udgå af forhandlingerne om budgettet. Partiet stemte heller ikke for Cordoza-projektet, da det tidligere kom i udbud. 

- Vi stemte ikke for, fordi projektet ikke indeholder krav om almene boliger. Vi mener, at der mangler flere billigere boliger til ældre, unge og enlige, siger fungerende gruppeformand for Socialdemokratiet i Solrød, Jonas Ring Madsen. 

Partnerskab henover flere år 

Den nye budgetaftale sikrer renoveringer af svømmehallen og Strandens Hus. Derudover bliver der bygget en ny hal ved SIC samt en kunstgræsbane i Havdrup. 

På dagspasningsområdet er der afsat midler til at udvide institutionstilbudet Lillebirk ved flytning til nye lokaler, som etableres som tilbygning Væksthuset. Dermed bliver der plads til flere børnehavebørn i Birkebo. Samlet set er der afsat 13 millioner kroner til ombygning på kommunens folkeskoler i budgetaftalen. 

Mens bugetaftalen rækker ét år frem, så har partierne bag aftalen indgået et politisk partnerskab om at føre byråets vision og pejlemærke ud i livet hele valgperioden ud indtil 2023. Det har Socialdemokratiet også været utilfreds med. 

- Et partnerskab mellem politiske partier er et politisk partnerskab. I et partnerskab mellem mennesker deler man seng og bliver gift. I Socialdemokratiet gør vi en dyd ud af at samarbejde med alle partier, men vi deler kun seng med og selv, og gifter os ikke med andre partier, siger fungerende gruppeformand, Jonas Ring Madsen. 

Venstre-borgmester Niels Hörup glæder sig modsat Socialdemokratiet over den nyvedtaget aftale.  

- Jeg synes, vi har fået et super godt budget. Det er bred opbakning i byrådet, og aftalen trækker i retning af vores syv pejlemærker, og så er der orden i økonomien, siger Niels Hörup til TV 2 Lorry. 

Indslag om det nye budget i Solrød.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik