Politi hylder krogæster: "Det var særdeles godt arbejde"

Nordsjællands Politi hiver igen hundredevis af 'Facebook-likes' hjem ved at dele en helte-episode fra den virkelige verden.

Lidt ekstra hjælp er altid vekomment, men søndag havde de to hjælpere fra denne hændelse en ond bagtanke bag deres hjælpsomhed. To mænd ville nemlig hjælpe en kvinde med hendes indkøbsposer i Nærum. Men samtidig listede mændene noget ud af kvindens lomme, uden hun opdagede det. 

Heldigvis sad en opmærksom mand på den lokale kro lige ved siden af. Ud af øjenkrogen bemærkede han, hvad de to mænd var i gang med. Derfor reagerede han straks sammen med to andre af kroens gæster. 

"Krogæsten stormede derfor straks ud ad døren for at komme kvinden til assistance, og det lykkedes. Den ene hjælpsomme mand tog øjeblikkeligt benene på nakken, men den anden nåede knap så langt, for i mellemtiden var der kommet yderligere to krogæster til undsætning, og i fællesskab holdt de den tilbageblevne mand i skak," skriver Nordsjællands Politi i en Facebookopdatering. 

De tre krogæster sørgede i fællesskab for at politiet blev tilkaldt, og herefter ringede en af mændene til kvindens bank, og fik hendes betalingskort spærret. Ifølge Nordsjællands Politi var det nemlig kvinden betalingskort, som de to tricktyve havde listet op ad hendes lomme. Forinden havde de to nemlig afluret kvindens pinkode, og med betalingskortet i hånden kunne de så misbruge kvindens bankkonto - hvis ikke det da lige havde været for de tre opmærksomme gæster fra kroen. 

Politiet giver udtryk for, at de er meget glade for hjælpen fra de tre krogæster: 

"Det var særdeles godt arbejde af de tre mænd! Gutter, hvis I læser med, skal I vide, at der ikke er nogen øvre aldersgrænse for at søge ind på Politiskolen."

Nordsjællands Politi oplyser, at den tilbageholdte tricktyv dagen efter blev stillet for en dommer og idømt en straksdom på tre måneders fængsel og en efterfølgende udvisning af Danmark i seks år. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik