Formodet øksemands far: Jeg kunne knap genkende ham

Faren til den mistænkte for økseoverfaldet i Birkerød lørdag aften fortæller, at sønnen for nylig har afsonet en dom for røveri.

Den formodede gerningsmand bag et økseoverfald i Birkerød lørdag aften blev løsladt fra fængslet for ti dage siden.

Det fortæller hans far til BT.

I fængslet afsonede den formodede gerningsmand en dom på tre år for blandt andet røveri.

Ifølge faren var sønnen under sit fængselsophold i isolation i længere tid, hvor han i 3,5 måned ikke måtte få besøg af sin familie.

Faren fortæller til avisen, at han efter løsladelsen knap kunne genkende sin søn. Han havde tabt ti kilo og var ifølge faren bange og ikke sig selv længere. 

Mistænkt stadig på fri fod

Ved overfaldet lørdag aften klokken 21.30 blev et ungt par på tankstationen Circle K-tankstationen overfaldet med en økse. De to 19-årige blev ramt i hovedet og overkroppen. De er søndag uden for livsfare.

Politiet har siden været massivt til stede i Birkerød, hvor det har ledt efter manden. Der er blandt andet blev søgt med hunde, og Nordsjællands Politi har fået hjælp fra andre politikredse.

Den formodede gerningsmand beskrives som værende 29 år med mellemøstligt udseende, mørkt hår og mørkt, kortklippet fuldskæg. Han er 176 centimeter høj og formentlig iklædt mørk jakke og mørke bukser.

Politiet har fortsat ikke fundet den mistænkte mænd. 

Vurderes som farlig

Den mistænkte boede efter sin løsladelse hos sine forældre i Birkerød. Politiet har i løbet af søndagen ransaget forældrenes lejlighed.

Faren er ifølge BT tydeligt berørt over episoden og har selv været ude for at lede.

- Jeg forstår slet ikke alt det her. Hvorfor løslader de ham, hvis han har det på den måde. De har haft ham i isolation, hvor han ikke kan snakke med nogen. Det ødelægger mennesker, siger han.

Politiet opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig til politiet på telefon 114.

Vagtchef Henrik Alstrup understregede tidligere, at man ikke selv skal forsøge at kontakte gerningsmanden, da han vurderes som værende farlig.

Se politiets pressemøde 18. februar kl. 13.45 her:

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik