Oversigt

Seneste nyt

Politi har svært ved at nå frem til ulykke på mark

To personer har været i en færdselsulykke med en form for buggy på en mark syd for Kamstrup, der ligger i Roskilde Kommune.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Emil Grønning.

En buggy er en mindre, åben bil, der har bredere dæk.

Der er to personer, der er involveret i ulykken, og den ene af personerne beskrives som at være kommet alvorligt til skade.

- Vi har nogle udfordringer. Vi kan ikke komme frem til stedet, fordi det foregår på en mark, siger vagtchefen.

Både politi og ambulance forsøger omkring klokken 05 at komme frem til ulykkesstedet. Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 04.26.

Midt- og Vestsjællands Politi kender endnu ikke identiteten på de to, der er involveret i ulykken, og pårørende af den grund heller ikke underrettet.

TV 2 Lorry følger op på sagen.