Kampen for overlevelse starter: Storkeunger har brug for et halvt ton mad

Al begyndelse er svær, og det gælder også for nyfødte storkeunger. Nær Roskilde er fem storkeunger kommet til verden, men chancen for overlevelse er lav.

Frøer, orme og mus – og så et halvt ton af dem.

Det er mængden af føde, som fem, nyfødte storkeunger fra Gundsølille ved Roskilde har brug for, hvis de skal have forhåbninger om at overleve og blive flyveklar.

Det fortæller formand i foreningen Storkene.dk, Jess Frederiksen, der ikke øjner en stor chance for, at alle fem storkeunger overlever.

quote Vi vil blive helt vildt glade, hvis de alle fem overlever

Jess Frederiksen, Formand, Storkene.dk


- Sådan et kuld med fem unger skal have rigtig meget mad. De er forslugende. De skal fodres en gang i timen, og det skal være store fodringer. Storkeparret skal hive 400 til 500 kilo mad hjem til ungerne, siger Jess Frederiksen.

Storkeungerne har brug for den store mængde mad i en periode på cirka tre måneder, og samtidig skal vejrforholdene også være ideelle, hvis alle fem skal have en chance for at overleve.

- Sandsynligheden for, at de (storkeungerne, red.) overlever, er 50 procent. Det kommer helt an på vejret. Vi håber på en klassisk dansk sommer, hvor byger kommer og går, men det skal ikke styrte ned i flere dage, fortæller Jess Frederiksen, der forklarer, at ungerne ikke kan tåle store mængder regn.

Ender i Tyskland

Hvis de fem storkeunger skulle gå hen og overleve, vil det tangere en tidligere rekord for flyveklare storkeunger i selvsamme rede i Gundsølille ved Roskilde.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Storkeungerne i reden ved Gundsølille bliver eksempelvis også fodret med fisk, insekter, snegle, mosegrise, rotter, æg og fugleunger.
Storkeungerne i reden ved Gundsølille bliver eksempelvis også fodret med fisk, insekter, snegle, mosegrise, rotter, æg og fugleunger.
Foto: Jeanette B. Larsen / Storkene.dk

Tilbage i 2018 kunne TV 2 Lorry nemlig fortælle om den store jubel i Gundsølille, da Storkeparret Ida og Emil, som også er det ynglende par i år, havde fået fem storkeunger.

Det er dog ikke sikkert, at storkene på længere sigt ender med at slå sig ned i Danmark. Når de er flyveklar efter cirka tre måneder, drager de sydpå til eksempelvis Afrika, Spanien eller Frankrig, og når de efter deres sydlige overvintring vender næbbet mod nord for at yngle, sker det, at de slår slår sig ned, inden de når helt til Danmark.

- Det, vi oplever, er, at storkebestanden er stor i Tyskland. Når de trækker mod nord i deres 3. eller 4. leveår, havner de ofte i en tysk storkerede, fordi de eksempelvis bliver tiltrukket af en lækker han eller hun i Tyskland, siger Jess Frederiksen og tilføjer, at det ikke er til at vide, hvor de slår sig ned, men at han håber på, at de slår sig ned i Danmark.

Håber på overlevelse

Ifølge Jess Frederiksen er storkebestanden i Danmark generelt voksende, hvilket primært er på grund af klimaforandringer.

De vejrmæssige forandringer betyder nemlig, at storken ikke behøver at trække så langt sydpå, og derfor er der flere storkeunger, der overlever, fortæller Jess Frederiksen.

Så heldig var storkeungen Michaela, som TV 2 Lorry tidligere har fortalt om, dog ikke. Den ankom i Uganda, hvor den sandsynligvis er blevet bytte for en rovfugl.

Derfor håber foreningen Storkene.dk, at blot nogle af de nyfødte storkeunger overlever.

- I vores forening er vi glade for, at der er fremgang at spore. Vi vil blive helt vildt glade, hvis de alle fem overlever, men vi vil også blive glade, hvis fire eller tre af de fem storkeunger overlever, siger Jess Frederiksen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik