Bliver man lidt for presset på det ti kilometer lange mountainbikespor gennem Boserup Skov, så har man nu en god undskyldning for at tage et par hvil undervejs.
I fællesskab har Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Mountainbike Klub udviklet et projekt, der skal kombinere sportsgrenen i nationalparken med natur- og kulturhistorie.
Således er der blevet sat fire nye formidlingsposter op på ruten gennem skoven. Her kan forbipasserende - mountainbikeryttere såvel som fodgængere - stoppe op og blive klogere på områdets historie.
- Roskilde Mountainbike Klub ønsker med formidlingsstationerne at fremvise de fine og spændende natur og kulturhistoriske oplevelser, man kan se langs mountainbikesporet i Boserup Skov, siger Thomas Larsen Schmidt fra Roskilde Mountainbike Klub.
- Det er dejligt, at vi kan samarbejde med nationalparken om at kombinere naturformidling og et aktivt friluftsliv, siger han.
De nye formidlingsstop er udformet som fodstøtter, hvor cykelrytterne kan stoppe op og hvile foden, mens de læser en kort tekst om natur- og kulturhistorien i skoven, inde turen kan fortsætte.
Man kan for eksempel lære om den gamle fægyde bestående af jorddiger, som man finder i skoven fra dengang, der lå en lille landsby i området. En fægyde - eller fægang - blev brugt til at drive køer og får ud på fælles græsningsarealer.
Et andet sted mødes cykelryttere nu af teksten ”Sæt din fod, og kig til venstre”. Gør man det, vil man opdage en gravhøj fra bronzealderen.
Tiltaget sker, efter mountainbikespor for nyligt er blevet opgraderet og vedligeholdt.
Mountainbikesporet i Boserup Skov blev til i efteråret 2012 som et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Nationalparken Skjoldungernes Land og Roskilde Mountainbike Klub.