Pårørende kunne ikke lægge blomster: Så fik gartner god idé

Coronakrisen er skyld i mange begrænsninger i vores dagligdag. I Grøndalslund Kirke i Rødovre har man løst et af problemerne på ganske raffineret vis.

- Vi prøver at være kreative og tænke det hele lidt anderledes, fortæller kirkegårdslederen. Foto: Grøndalslund Kirke

I marts måned lagde coronavirussen for alvor sin begrænsende hånd ned over Danmark. 

Man skulle blive hjemme og undgå smitte. Især de ældre skulle vogte sig fra at blive ramt af den frygtede virus. 

Gaderne var tomme, restauranter, teatre og biografer var lukket, og alt andet var begrænset til et absolut minimum. 

Også på Grøndalslund Kirkegård i Rødovre oplevede man, at folk blev væk. Men det var ikke med deres gode vilje, og derfor fik gartnerne en lys idé: 

Vi prøver at tænke på, hvordan vi kan yde en god service for vores gravstedejere

Charlotte Nordman, kirkegårdsleder

- En gravstedsejer var ked af ikke længere at kunne besøge gravstedet og sætte friske blomster. Derfor fandt vores gartnere på tilbuddet "månedens buket".

Charlotte Nordman er kirkegårdsleder, og hun fortæller, at man på kirkegården godt vidste, at det gjorde ondt på de pårørende, at man ikke længere burde lægge vejen forbi for at lægge en lille buket. 

Læs også Ornitologer roser fuglevenlig kirkegård: Den kan jo næsten ikke blive bedre

6.000 gravsteder

- Vi prøver at tænke på, hvordan vi kan yde en god service for vores gravstedejere. Vi vil gerne møde dem i deres behov. Og det er blandt andet at tilbyde dem, at når de ikke selv kan komme, så kan vi binde en buket og lægge den på gravstedet og derefter sende et billede, som man så kan glædes over, fortæller Charlotte Nordman og fortsætter: 

- Der går jo ikke noget af os, fordi vi skal tage et billede af buketten. Alle gartnere har arbejdsmobiler, og så sender de billedet til vores kontorassistent, som lægger det ned i en mail og puf, så det er klaret. Det er både nemt og hurtigt. Og så er folk helt sikre på, at de har fået noget for deres penge. 

På Grøndalslund Kirkegård har omdannet dele af plænen til et staudebed og det er her gartnerne samler materialer til buketterne.  Foto: Grøndalslund Kirke

Indtil videre er det dog kun én gravstedsejere, der har benyttet sig af muligheden, men projektet er også kun i sin spæde start. Charlotte Nordman er sikker på, at flere vil finde det interessant.

- Det er et forsøg, vi har lavet. Og jeg synes, at det er en god ydelse, vi kan give dem. Folk skal bare lige opdage, at dette er en mulighed. Vi har 6.000 gravsteder, og en del af ejerne bor ikke i nærheden. Og derfor kunne dette måske være interessant.

Blomster kommer fra egne bed

Blomsterne til månedens buketter kommer fra kirkegårdens egne staudebede. Grøndalslund Kirkegård er nemlig en såkaldt grøn kirkegård, og derfor har man omdannet store græsområder til bede, så man ikke længere behøver at slå græsset. 

Læs også I et hjørne af Assistens Kirkegård finder hjemløse et fællesskab i døden

Men der stopper de grønne tanker ikke. 

- Målet er på længere sigt, at vi bliver selvforsynende til kirken med blomster til alteret om søndagen og til andre højtider. Og så netop også til denne buketservice til gravstederne. 

Vi prøver at være kreative og tænke det hele lidt anderledes

Charlotte Nordman, kirkegårdsleder

- Vi er jo en stor kirkegård med 4.000 kvm, som er reel kirkegård, og 40.000 kvm, der ligger som park. Og herude vil vi lave nogle pluk-selv-marker med engblomster, vilde blomster og margeritter, og så kan folk komme og plukke en buket og lægge på deres gravsted. 

Det var egentlig meningen, at blomstermarkerne skulle have været sået i foråret, men så kom coronaen og lagde en begrænsning også her. 

Men dette efterår skulle det gerne ske. 

- Vi prøver at være kreative og tænke det hele lidt anderledes, afrunder kirkegårdslederen. 

Gartnerens månedsbuket koster 150 kroner inklusiv billede. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik