Når hjernerystelsen rammer, kan det skade både arbejdsevne og det sociale liv.
Det ved 49-årige præst Claus Grønbæk fra Rødovre alt om. Han var ved at sætte en gipsplade op i sit hus, da han bankede hovedet op i en skråvæg.
Hver gang jeg prøvede at komme i gang med mit arbejde og liv igen, var de næste dage ødelagt af hovedpine. Det gik bare nedad i en ond spiral.
Efter at have sundet sig forsatte han arbejdet, men dagen efter kom alle symptomerne på en voldsom hjernerystelse.
- Jeg havde kvalme, kraftig hovedpine og var overfølsom overfor lys og lyd. I starten var jeg sygemeldt og var sikker på, at jeg bare skulle hvile i 14 dage.
Sådan blev det ikke. I stedet blev det startskuddet til et langt forløb, hvor Claus Grønbæk ikke fik det bedre.
- Jeg havde stadig ufatteligt ondt i hovedet og lå stort set brak. Hver gang jeg prøvede at komme i gang med mit arbejde og liv igen, var de næste dage ødelagt af hovedpine. Det gik bare nedad i en ond spiral. Som præst lever jeg af at bruge mit hoved.
Samtidig manglede han klarhed over, om hovedet var permanent skadet, eller om han kunne vende tilbage til sin præstegerning inden for en overskuelig fremtid.
- Den klarhed, var der ingen, der kunne give mig. Jeg var desperat, fordi jeg ikke selv kunne finde vejen frem og komme tilbage til mit arbejde, fortæller Claus Grønbæk.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen
Gode råd fra neuropsykologen til hjernerystelsesramte
Claus Grønbæk er ikke alene. Hos HKI - Hans Knudsen Instituttet, der har specialiseret sig i at hjælpe mennesker med hjernerystelse, er problematikken velkendt.
- Vi hører det igen og igen, der er stor usikkerhed om mennesker med hjernerystelse. De har brug for at nogen tager dem i hånden og siger, vi skal i denne her retning, og det skal foregå i det her tempo, siger HKI's kundechef Jens Bredager til TV 2 Lorry.
De beskriver blandt andet, at de føler sig som druknende, de kan ikke finde ud af, hvad der er op, og hvad der er ned
Det har store konsekvenser at føle, at man kæmper alene med en hjernerystelse og ikke ved hvornår og hvordan, det skal blive bedre. Det påvirker arbejdslivet, men også det sociale liv lider et knæk, når man kæmper med hovedpine og udpræget træthed.
- De beskriver blandt andet, at de føler sig som druknende, de kan ikke finde ud af, hvad der er op, og hvad der er ned, og de kan heller ikke gennemskue, hvad vej, de skal svømme, siger han.
Derfor afholdes der i øjeblikket en national konference med navnet 'Rundt om hjernerystelser.' Den finder sted i København den 5. oktober, og den sætter fokus på viden om hjernerystelser, og hvordan man bedst behandler dem.
Konferencen er arrangeret af Hjernerystelsesforeningen, som er en patientforening og HKI, og den sætter fokus på nyeste viden om behandling af hjernerystelser.
- I forhold til andre lidelser er hjernerystelser ikke så vel beskrevet. Formålet med konferencen er at skabe øget viden om hjernerystelse, siger Jens Bredager.
For Claus Grønbæk blev vendepunktet et hjernerystelsesforløb hos HKI. Gennem fire måneder blev han i stand til at øge sin arbejdstid gradvist. Og i dag næsten et år efter ulykken, er han tilbage på arbejde.
- Når jeg lytter til min krop og holder de nødvendige pauser i løbet af dagen, og når jeg husker at afspænde. Så er jeg 90 procent mig selv igen i forhold til tidligere. Min udvikling går langsommere nu, men jeg kan leve med det, fortæller han.