Udkørende testpersonale sikrer, at plejehjemsbeboere kan blive coronatestet

Testpersonale fra Akutberedskabet kører ud til borgere på plejehjem, socialt udsatte og andre, der ikke selv kan komme til teststederne for at sikre, at alle kan blive coronatestet.

Alle ugens dage klokken otte svinger en kortege af sølvgrå biler ud fra Region Hovedstadens Akutberedskabs p-plads.

De sikrer, at alle de borgere, som ikke selv kan komme til test på de regionale corona-teststeder eller på hospitalerne, har mulighed for at blive testet.

Opgaven for den udgående podefunktion er blandt andet at sikre, at borgere på plejehjem kan blive coronatestet.

- Vi besøger plejehjem og tester borgere for coronavirus alle ugens dage. Vi tester for at inddæmme smitten, og der er stor variation i antallet. Nogle dage tester vi 20 borgere på et plejehjem og 180 borgere på et andet.

- En enkel dag har vi testet næsten 800 borgere fordelt på 10 plejehjem, siger Louise Pausgaard, der er patientforløbskoordinator på Akuttelefonen 1813.

Hvis en borger eller en medarbejder på et plejehjem bliver testet positiv for corona, så starter smitteopsporingen blandt andet med test af de øvrige beboere og medarbejdere.

Også hjemmepodninger

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der guider til, hvem og hvor mange der skal testes, og derefter planlægger plejehjemmet og Akutberedskabet i fællesskab det praktiske omkring testene.

- Vi har et rigtig fint samarbejde med plejehjemmene, og jeg har stor ros til alle plejehjem og plejecentre fra Akutberedskabet. Alle steder møder vi dygtigt og engageret personale, der passer på de ældre og svage. De gør et stort arbejde for at håndtere og stoppe smitten siger Louise Pausgaard.

Den udgående podefunktion i Region Hovedstaden kører ud og tester borgerne inden for 24 timer, og efter en uge bliver de testet igen.

Den udgående podefunktion kører også ud til hjemmepodninger bestilt af praktiserende læge eller hospitaler. Det er til borgere, der ikke fysisk eller psykisk er i stand til at komme til et corona-teststed, og som har en planlagt aftale på hospitalet eller har symptomer på COVID-19.

Derudover har Akutberedskabet en særlig aftale om at pode socialt udsatte og hjemløse, hvor man blandt andet kommer ud til væresteder og herberg, oplyser Region Hovedstaden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik