Stor dansk undersøgelse viser, hvor risikoen for at blive smittet er størst

I december modtog 225.000 borgere i hovedstadsområdet et spørgeskema, der skulle kortlægge corona-smitten, og nu kan forskerne pege på covid-19-smittens hotspots.

Nærkontakt med en smittet person derhjemme, på jobbet eller i den nærmeste omgangskreds er den hyppigste kilde til smitte.

Til gengæld øger indkøbsturen, offentlig transport og udendørs sportsaktiviteter tilsyneladende ikke risikoen for smitte med COVID-19.

Det kan forskere på Nordsjællands Hospital konkludere efter mere end 90.000 borgere i alderen 18 til 93 år har svaret på en spørgeskemaundersøgelse, som blev sendt til 225.000 borgere i hovedstadsområdet i december måned sidste år.

- Med svarene har vi nu mere viden om, hvilken adfærd og aktivitet der øger risikoen for at blive smittet med covid. Det har vi manglet hidtil, og den nye viden kan være med til at styrke beslutningsgrundlaget, når samfundet skal lukkes mere op igen, lyder det i en pressemeddelelse fra afdelingslæge og ph.d. på Nordsjællands Hospital, Maria Lendorf, som er projektleder på forskningsprojektet.


Smitte på job og i nære relationer

Ved at analysere svarene fra både de borgere, der er smittet og dem, som ikke er, har forskerne kunne finde konkrete mønstre for smittespredningen i samfundet og andre faktorer, der har betydning for, om man overhovedet bliver smittet.

- Det er helt tydeligt, at det er i de nære relationer vi bliver smittet mest, enten på arbejdet eller derhjemme. Undersøgelsen bekræfter også, at større forsamlinger på mere end 30 personer øger risikoen for, at man bliver smittet, siger Maria Lendorf.

Med til dette billede hører ifølge forskerne også, at nogle erhvervsgrupper har en større risiko for at blive smittet på jobbet.

Det gælder helt oplagt for sundhedspersonale, men også ansatte på skoler og institutioner. Generelt er offentligt ansatte og studerende mere udsat for smitten.

Vores adfærd er vigtig

Undersøgelsen bekræfter dog også, at risikoen for at blive smittet er mindre, når vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Selvom de fleste af os er ved at være godt trætte af de begrænsninger, covid-19 giver i vores hverdag, så har vi med undersøgelsen fået bekræftet, at det virkelig nytter noget, at vi holder afstand, undgår håndtryk, bliver mere hjemme og undgår steder med mange mennesker, siger Maria Lendorf.

Der er indtil videre registeret 218.660 tilfælde med coronavirus i Danmark, hvor 2.384 personer er døde med virussen, viste tirsdagens coronatal fra Statens Serum Institut.

Fakta om projektet 'covid-19 mapping'

Konklusioner i rapporten:

  • Nærkontakt med en person, der var smittet med Corona virus, var en af de vigtigste risikofaktorer for at være smittet med covid-19.

  • De øvrige mest væsentlige smittefaktorer var relateret til borgernes primære beskæftigelse. Særligt var personer i sundhedssektoren og ansatte i institutioner såsom skoler og plejehjem. Ligeledes var studerende og offentligt ansatte i overrisiko for at teste positiv for covid-19.

  • To tredjedele af cases kunne rapportere om et formodet smittested. De hyppigste selvrapporterede formodede smittesteder var arbejdsplads (27%), husstand (23%) og nær bekendtskabskreds (19%).

  • Brug af fitnesscentre, besøg på restaurant/cafe eller bar deltagelse i større arrangementer med mere end 30 personer og deltagelse i indendørs foreningsliv eller indendørs sportsarrangementer var alle forbundet med en let øget risiko for at teste positiv.

  • Der var i undersøgelsen ingen tegn på, at dagligvareindkøb, brug af offentlig transport eller deltagelse i udendørs sport med de restriktioner, der var gældende i undersøgelsesperioden, udgjorde en øget risiko for at teste positiv.

  • Undersøgelsen bekræftede en reduceret smitterisiko ved at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for at undgå smitte. Dette gjaldt forholdsregler om at holde 1-2 meters afstand, undgå håndtryk, blive mere hjemme og aflyse sociale arrangementer, samt undgå steder med mange mennesker.

  • Af baggrundsfaktorer fandt vi en øget risiko for at teste positiv for SARS-CoV-2 hos personer fra husstande med mere end 4 personer.


Kilde: Nordsjællands Hospital

Bag om undersøgelsen

  • Fra mandag den 14. december og to uger frem modtog 225.000 borgere i Region Hovedstaden spørgeskemaet i e-Boks.

  • Spørgeskemaet blev sendt til 25.000 personer, som er testet positiv for covid-19 i Region Hovedstaden i perioden 11. oktober til 13. december 2020.

  • Samtidig blev spørgeskemaet sendt til 100.000 kontrolpersoner, som ligner de smittede med hensyn til testdato, alder, køn og bopæl, men som er testet negativ for covid-19. Desuden sendtes til 100.000 personer, der aldrig er blevet testet for covid-19.

  • Forskerne modtog i alt 93.121 (svarprocent 41,4) besvarelser fra borgere i alderen 18 til 93 år. Respondenternes svar er blevet koblet til data fra Danmarks Statistik. Disse data omfatter oplysninger om uddannelsesniveau, etnisk herkomst, bolig/husstandsforhold, diverse sundhedsoplysninger, mv.

  • Spørgeskemaerne er anonyme.

  • Projektet er støttet af IMK Almene Fond.


Kilde: Nordsjællands Hospital


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik