Sådan vil statsministeren sikre flere hænder på hovedstadens hospitaler

Ifølge Mette Frederiksen handler det ikke kun om at tilføre sundhedssektoren flere penge.

Der er store problemer med at rekruttere sygeplejersker i Region Hovedstaden.

Det viser en ny undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

I forbindelse med Folketingets åbning tirsdag forsikrer Statsminister, Mette Frederiksen, (A) overfor TV 2 Lorry, at regeringen er opmærksomme på problematikken, og at man vil arbejde for at øge udbuddet af arbejdskraft i sundhedssektoren i hovedstadsområdet.

- For det første er det et spørgsmål om kroner og øre-ressourcer. Altså, evner vi som samfund at prioritere vores sundhedsområde godt nok, så der bliver ansat de medarbejdere, der er behov for? Det vil vi gerne som regering, siger Mette Frederiksen til TV 2 Lorry.

Om undersøgelsen

Statsministeren mener dog ikke, at der kun er behov for at tilføre sundhedssektoren flere midler. Der er nemlig en anden side af problematikken.

- Det er at sikre, at de mennesker, der går på arbejde for eksempel på ældreområdet og sundhedsområdet bredt, at de får lov til at bruge deres arbejdstid på patienter og på borgerne og ikke på papirarbejde.

- Derfor vil vi både bruge penge på velfærdssamfundet, men vi vil også sikre mindre tid bag computerskærmen på at registrere og dokumentere og mere tid sammen med den enkelte borger, siger Mette Frederiksen.

Ingen let opgave

Faktisk står det så skidt til med rekrutteringen, at over hvert andet forsøg på at ansætte en sygeplejerske i Region Hovedstaden mislykkes.

quote Vi vil sikre mindre tid bag computerskærmen på at registrere og dokumentere.

Mette Frederiksen (Soc.dem), srtatsminister

Fra december 2020 til maj 2021 har regionen haft 1.790 mislykkede rekrutteringer, hvilket svarer til 63 procent.

Ifølge statsministeren kan borgerne i Region Hovedstaden dog føle sig trygge. 

- Ja, men det er ikke nogen let opgave at løse det her, fordi vi mangler arbejdskraft, og det oplever vi på sundhedsområdet i Hovedstaden, og derfor tror jeg, der er behov for at gøre to ting på én og samme tid: 

- Både prioritere velfærden højere, end det vi har set under tidligere regeringer, men samtidig også få frigjort tid sådan, at den person, der går på arbejde på plejecentret, i hjemmeplejen eller i det nære sundhedsvæsen, faktisk får lov til at bruge tid med borgeren og ikke så lang tid bag computerskærmen, siger Mette Frederiksen.

Lidt bedre - men stadig skidt - ser det ud med rekrutteringen af sygeplejersker i Region Sjælland. Her er tallet også over hver anden - hele 54 procent - hvilket svarer til 810 mislykkede rekrutteringer.

Kigger man på landsplan, så viser rapporten, at 47 procent af de stillingsopslag, hvor man har søgt sygeplejersker, ikke er blevet besat.

Dermed er tallene for Region Hovedstaden og Region Sjælland et godt stykke over landsgennemsnittet.

Se interviewet med statsminister, Mette Frederiksen, herunder.

Statsministeren om manglen på ansatte