Her mislykkes hvert andet forsøg på at ansætte sygeplejersker: Har alvorlige konsekvenser

Der er store problemer med at rekruttere sygeplejersker, og værst ser det ud i vores sendeområde. Det viser en ny undersøgelse.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der er problemer på sygeplejerskeområdet. Næsten dagligt kan man læse - og høre - hvordan sygeplejersker må løbe stærkt, fordi de eksempelvis ikke kan få vagtplanen til at hænge sammen.

En stor synder i den ligning er manglen på arbejdskraft. Og en ny undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at problemet er blevet værre de seneste år.

I Region Hovedstaden står det så skidt til, at over hvert andet forsøg på at ansætte en sygeplejerske mislykkes. Fra december 2020 til maj 2021 har Region Hovedstaden haft 1.790 mislykkede rekrutteringer. Det svarer til 63 procent.

Det tal ærgrer Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden. Faktisk mener han, at manglen på sygeplejersker er en af de største udfordringer, vi har. Og det har allerede fået store konsekvenser.

- Vi har været nødt til at lukke 200 sengepladser i Region Hovedstaden, og vi kan ikke gennemføre planlagte operationer, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det går både ud over patienterne og de sygeplejersker, der arbejder, fordi de blandt andet skal løbe hurtigere.

Om undersøgelsen

  • I undersøgelsen er udvalgte virksomheder, som har haft et elektronisk jobopslag, blevet spurgt ind til, om rekrutteringen lykkedes, eller om den var forgæves.


  • I undersøgelsen er der tale om forgæves rekruttering, hvis virksomheden ikke får besat stillingen, eller hvis stillinger er blevet besat med en medarbejder, der ikke havde de ønskede kvalifikationer. 


  • Kvartalsrapporten baserer sig på 11.000 svar indsamlet fra april 2021 til september 2021 på baggrund af jobopslag opslået i perioden december 2020 til og med maj 2021.


  • Virksomhederne bliver spurgt om status på deres rekrutteringsforsøg ca. 3 måneder efter, at de har slået stillingen op


Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Men arbejdsløsheden blandt sygeplejersker er lav, og det betyder, at der ikke er mange af tage af, fortæller Christoffer Buster Reinhardt.

- Derfor skal vi kigge på, hvordan vi kan gøre det attraktivt for sygeplejerskerne at gå op i tid. Og det kunne fx være ved at give mere fleksibilitet i forbindelse med vagtplanlægning.

Lidt bedre - men stadig skidt - ser det ud i Region Sjælland. Her er tallet også over hver anden - hele 54 procent - hvilket svarer til 810 mislykkede rekrutteringer. Og det kan mærkes, fortæller Heino Knudsen (S), der er regionsrådsformand i Region Sjælland.

 - Det betyder, at vi må prioritere i de enkelte afdelinger. Og derfor kommer nogle patienter til at vente længere. Og det er der jo ikke nogen, der ønsker, men det er konsekvensen af det her.

De forsøger - ligesom Region Hovedstaden - at imødekomme problemet med manglende hænder og stort arbejdspres.

- Lige nu kontakter vi mere en 500 sygeplejersker, der ikke arbejder i Region Sjælland for at rekruttere dem direkte. Og så arbejder vi med brug af flere faggrupper, hvor vi kigger på, om der er nogle andre, der kan varetage enkelte opgaver. Men vi skal selvfølgelig kigge på, hvad vi ellers kan gøre.

Går den forkerte vej

Kigger man på landsplan, så viser rapporten, at 47 procent af de stillingsopslag, hvor man har søgt sygeplejersker, ikke er blevet besat.

Dermed er tallene for Region Hovedstaden og Region Sjælland et godt stykke over landsgennemsnittet.

Og det er i det hele taget gået i den forkerte retning i forhold til rekruttering af sygeplejersker. På landsplan var det for to år siden 'kun' 23 procent af de opslåede stillingsopslag til sygeplejersker, der ikke førte til en ansættelse.

Vi har forsøgt at få et overblik over, hvor mange ubesatte stillinger der er på de enkelte afdelinger i vores sendeområde lige nu. Men hverken Region Sjælland, Region Hovedstaden eller de enkelte afdelinger kan oplyse, hvordan det ser ud.

Strejker for flere kollegaer

Det ændrer dog ikke på, at utilfredsheden kan mærkes blandt dem det hele handler om: sygeplejerskerne. Derfor har de blandt andet også strejket. 

Det skete så sent som tirsdag morgen, hvor omkring 70-80 sygeplejersker nedlagde arbejdet i en time på Amager Hospital for at vise deres utilfredshed med tilstanden. Det fortalte sygeplejerske Naja Caben tirsdag morgen:

- Det er vores sidste skud i bøssen for at gøre opmærksom på, hvor grelt det står til på landets sygehuse. Det er ikke kun Amager, det er over alt.

- Vi mangler sygeplejersker, vi mangler kolleger, vi møder for få ind, og det forventes, at jobbet passes af mange flere, end vi er. Det går ud over patienterne, og det er ikke rimeligt, siger sygeplejerske Naja Caben. 

Sygeplejersker nedlægger arbejdet ved Amager Hospital tirsdag morgen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik