Region: Vi skal have flere praktiserende læger i 2020

Region Hovedstaden vil gerne undgå lægemangel i fremtiden. Derfor udvides lægekapaciteten til næste år.

Jan Værnet er praktiserende læge i Amagercenteret, og han er en af de læger, som har mange flere patienter end de 1650, man skal have.

Han har hele 1780 patienter, og det giver travlhed i hverdagen.

- Vi har utrolig travlt, og der er mange patienter. Vi lægger langt over patientgennemsnittet. Arbejdsglæden falder, når man er meget presset og har travlt. Det er klart, siger Jan Værnet til TV 2 Lorry.

Hans store antal patienter skyldes lægemangel i Region Hovedstaden. I marts viste en opgørelse, at 7.412 borgere i regionen står uden en fast praktiserende læge. Mange tiltag har siden forsøgt at afhjælpe problemet.

Jan Værnet er praktiserende læge i Amagercentret, og han oplever meget travlhed på arbejdet.
Jan Værnet er praktiserende læge i Amagercentret, og han oplever meget travlhed på arbejdet.
Foto: TV 2 Lorry / Anders Nordahl

Nu forsøger Region Hovedstaden igen at ændre det høje patienttal per læge. Fra 2020 gives der nemlig plads til endnu flere læger, idet regionen udvider med 9 lægekapaciteter og 10 ekstra kapaciteter, som kan bruges ved behov.

- Vi vil gerne være på forkant med lægedækning i Region Hovedstaden. Vi har jo prøvet at vi lige pludselig bliver ramt af lægemangel, siger Qasam Nazir Ahmad (Å), formand for Region Hovedstadens Udvalg for Forebyggelse og Sammenhæng, til TV 2 Lorry.

Befolkningstallet stiger

Regionen vil øge antallet af praktiserende læger, fordi befolkningstallet stiger. Fra 2020 til 2021 vil befolkningstallet stige med 13.571.

Desuden går mange læger på pension, og derfor vil regionen allerede nu begynde at dække lægebehovet for de kommende år.

quote Det er meget positivt, at man er foran hele tiden, frem for at være reaktiv, altså lidt bagud hele tiden.

Karin Zimmer, formand for PLO i hovedstaden

De Praktiserende Lægers Organiation (PLO) i hovedstaden er glade for, at regionen er på forkant med situationen.

- Det er meget positivt, at man er foran hele tiden, frem for at være reaktiv, altså lidt bagud hele tiden. Så derfor er jeg ret tilfreds med at bøtten er blevet vendt nu, siger Karin Zimmer, der er formand for PLO i hovedstaden, til TV 2 Lorry.

En såkaldt lægekapacitet svarer til 1650 patienter, og lige nu er der 1107 lægekapaciteter i region hovedstaden. 50 af dem er blevet tilføjet siden 2017.

En af de store årsager til lægemanglen er, at der i en årrække ikke er blevet uddannet nok praktiserende læger. De er på vej nu, men spørgsmålet er så, hvordan flere lægekapaciteter kan løse problemet - når der er lægemangel.

- De ekstra lægekapaciteter kan i høj grad afhjælpe lægemanglen, hvis vi har læger der besætter de her kapaciteter, siger Qasam Nazir Ahmad.

Qasam Nazir Ahmad tror på at de nye lægekapaciteter kan fjerne problemet med lægemangel.
Qasam Nazir Ahmad tror på at de nye lægekapaciteter kan fjerne problemet med lægemangel.
Foto: TV 2 Lorry / Anders Nordahl

Mere tid til patienterne

Qasam Nazir Ahmad håber, at de nye lægekapaciteter fremover vil fjerne lægemanglen og give lægerne mere ro.

- Hvis vi får besat alle de her lægekapaciteter, så betyder det også, at lægerne har meget mere tid til deres patienter og mindre travlhed i kapaciteterne, siger han.

quote Det er da dejligt, hvis der er læger nok til alle. Problemet er bare, at lægerne er der ikke.

Jan Værnet, praktiserende læge

Praktiserende læge Jan Værnet er dog ikke helt overbevist. Han mener, at den løsning ikke nødvendigvis passer til det problem, man står overfor.

- Det er da dejligt, hvis der er læger nok til alle. Problemet er bare, at lægerne er der ikke. Det er ligesom Marie-Antoinette (red. sidste dronning af Frankrig), der siger; 'hvis der ikke er brød, så giv dem kager', siger Jan Værnet.

Lige nu er der 37 ubenyttede lægekapaciteter i region hovedstaden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik