Region H er længst tid om at udrede sygdomme

Region Hovedstaden er dårligere til at overholde udredningsretten end resten af landet. Værst ser det ud for børn og unge i psykiatrien.

Alle patienter med fysiske og psykiske lidelser har i Danmark ret til at blive hurtigt udredt og behandlet.

Region Hovedstaden er dog markant dårligere til at overholde denne ret end de øvrige regioner. Det viser nye tal for Sundhedsdatastyrelsen. 

Fakta om udredningsretten

Hvis du er henvist til et sygehus, fordi du er syg, eller der er mistanke om, at du er det, har du ret til at få et tilbud om at blive endeligt udredt inden for 30 dage

Hvis du er henvist til udredning på sygehus, skal sygehuset, hvis det er fagligt muligt, have udredt dig inden for 30 dage, efter du er henvist. 

Hvis sygehuset ikke selv kan udrede dig inden for 30 dage, skal det forsøge at få dig udredt inden for 30 dage på andre offentlige eller private sygehuse og klinikker.

Minister: Der skal fokus på udredningsretten

På landsplan blev udredningsretten i fjerde kvartal af 2017 ikke overholdt for 22 procent af de somatiske patienter. Det er dem med fysiske lidelser. I Region Hovedstaden var tallet hele 39 procent.  

Selvom tallet viser, at Region Hovedstaden er dårligere til at overholde udredningsretten end de resterende regioner, så er der dog også noget positivt at sige om det.

I tredje kvartal af 2017 så det nemlig endnu værre ud i Region Hovedstaden. Her blev udredningsretten ikke overholdt i 50 procent af tilfældene.

11 procent flere er altså blev udredt inden for lovens rammer i oktober, november og december end i juli, august og september sidste år. 

- Det er godt, at det igen går i den rigtige retning for de somatiske patienter, men jeg er altså nødt til at sige, at der ligger en stor opgave for regionspolitikerne. Der skal et helt andet fokus på udredningsretten i hovedstaden, lyder det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre.

Det er formanden for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg enig i. 

- Det er ikke tilfredsstillende. Patienterne har en berettiget forventning om at blive udredt inden for 30 dage, og det knokler vi for at leve op til. Det er begyndt at gå i den rigtige retning. Det er ikke nok, men det går i den rigtige retning, fortæller Christoffer Buster Reinhardt fra Det Konservative Folkeparti.

Værst for børn og unge i psykiatrien

For voksne patienter med psykiske lidelser blev udredningsretten på landsplan ikke overholdt i seks procent af tilfældene. I Region Hovedstaden var det ni procent. Her er forskellen mellem landsgennemsnittet og hovedstadsområdet altså ikke ret stor. 

Det er den dog, når det kommer til børn og unge under 18 år med psykiske lidelser. Her blev udredningsretten ikke overholdt for ti procent på landsplan, mens det i Region Hovedstaden gjaldt det for hele 53 procent.  

Dette tal er ministeren især utilfreds med. 

- Jeg forventer, at regionen kommer i arbejdstøjet og får vendt den udvikling, for som det er nu svigter de de børn og unge, som har brug for at få en afklaring på, om de har en psykiatrisk diagnose og skal i behandling, siger Ellen Trane Nørby. 

Ifølge formanden for Sundhedsudvalget er der en forklaring. 

 - Der er kommet enormt mange flere patienter - hele 13 procent flere patienter. Det er unægteligt med til at øge ventetiden. Det er ikke acceptabelt, for vi vil allesammen gerne gøre det bedste for vores børn og unge, men det er forklaringen, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt. 

42 millioner afsat

Regionsrådet i Region Hovedstaden afsatte i december sidste år 42 millioner kroner til at løse regionens problemer med overholdelse af udredningsretten. 

Heraf skal de 22 millioner kroner gå til at få lægesekretærerne tilbage til noget af det registreringsarbejde, som tager tid fra lægerne. Politikerne har desuden afsat 20 millioner kroner til at øge kapaciteten på udvalgte garantiafdelinger.

Garantiafdelingerne har et udvidet ansvar for at levere ekstra kapacitet, så flere patienter kan færdigudredes inden for 30 dage. 

- Jeg håber, vi kommer til at se resultatet i tallene her fra starten af 2018. Det håber jeg virkelig, lyder det fra Christoffer Buster Reinhardt.

Tallene for første kvartal af 2018 forventes at være klar i juni. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik