DMI advarer: Voldsomt vejr gør plakatopsætning farlig

Flere vælgerforeninger aflyser dagens opsætning af valgplakater på grund af voldsomme vindstød.

Selv om det lørdag klokken 12 bliver muligt at sætte valgplakater op til kommunal- og regionsrådsvalg, kan der i visse kommuner være meget få plakater at se.

Det skyldes, at stormen Ingolf ventes at ramme Danmark lørdag med vindstød af orkanstyrke, og det kan få store konsekvenser.

Vagtchef ved DMI Bolette Brødsgaard anbefaler, at opsætningen udskydes i de dele af landet, der risikerer de hårdeste vinde. 

- Jeg vil anbefale, at man surrer plakaterne ekstra godt fast. Hvis man er tæt på kysten i Vestjylland, Nordsjælland eller Nordjylland skal man måske vente med at sætte valgplakaterne op til søndag eftermiddag, siger hun.

- Valgplakaterne er lavet af hårdt pap og kan slå rigtig hårdt, hvis de flyver rundt i landet.

Valgplakater kommer typisk meget hurtigt op, fordi de forskellige partier kæmper om at få de bedste og mest synlige pladser.

Alligevel vælger Socialdemokratiet i Lemvig at udskyde plakatopsætning af hensyn til sikkerheden, fortæller formanden, Ivan Møller Sørensen. 

- Hvis du står oppe på en stige og blæser ned derfra, eller hvis plakater blæser ned på veje og rammer biler, er det uforsvarligt.

Ivan Møller Sørensen forventer, at partiets plakater bliver hængt op søndag formiddag. Han frygter ikke, at det kommer til at betyde, at partiets kandidater bliver dårligere stillet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik