Brandvæsen skal køre ældre borgere til vaccination

Ti kommuner har fået tildelt en ekstra vaccinationspulje. Nordsjællands Brandvæsen skal køre nogle af de borgere, der skal vaccineres.

Udvalgte, skrøbelige borgere i 10 kommuner i Region Hovedstaden får nu et tilbud om at blive vaccineret. 

I Hørsholm er Nordsjællands Brandvæsen kommet på en lynopgave med at arrangere transport. Vaccinationerne gennemføres i morgen, fredag den 15. januar.

Region Hovedstaden etablerer ti pop op-vaccinationscentre i ti forskellige kommuner, og i Hørsholm gælder det 75 borgere, der skal transporteres til det midlertidige vaccinationscenter på Aktivitetscentret Sophielund. 

- Det er lykkedes os at løse den temmelig store logistikopgave med meget kort varsel, da vi først fik besked i går. Vores chauffører har bakket fuldt op om at løse denne opgave, også selv om den ligger udenfor normal arbejdstid og således giver dem en lang dag, siger Kennet Stange, der er områdeleder for Kørselstjenesten i Nordsjællands Brandvæsen.

I Hørsholm skal der vaccineres mellem klokken 15 og klokken 20.

10 kommuner er med

Region Hovedstaden oplyser, at der er udpeget ti kommuner med relativt højt smittetryk, som skal tage imod vaccinerne. I hver kommune er det cirka 90 borgere, der får tilbuddet om det eftertragtede stik.

- I første omgang tilbød vi vaccination til beboere på alle plejehjem. Nu er det vigtigt, at vi også får tilbudt vaccine til de ældre, sårbare borgere, der bor i eget hjem. Vi har valgt at prioritere fem kommuner i Nord og fem i Syd, fordi de regionale vaccinationscentre i disse områder først åbner den 20. januar. Dermed er der færrest tider til rådighed i de to områder lige nu. Inden for de to områder har vi prioriteret efter højeste smittetryk, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Her er der udvalgt modtagere

Målgruppen for de cirka 900 vaccinedoser er borgere over 65 år, som modtager hjælp i eget hjem, og som ikke selv kan transportere sig til et vaccinationssted.

De fem kommuner i Region Hovedstadens sydlige del, der får andel i de ekstra vacciner er: Ishøj, Høje Taastrup,  Albertslund, Hvidovre og Glostrup. I regionens nordlige del er det kommunerne: Fredensborg, Helsingør, Gribskov, Hørsholm og Hillerød.

Region Hovedstaden oplyser, at pop op-centrene skyldes et ønske om at udnytte de vaccine-leverancer, Regionen råder over, fuldt ud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik