Pårørende venter flere timer forgæves i vaccinekø - nu rettes der ind

Det er en sej kamp at få vaccinationstider til ældre pårørende, når de ikke har NemID. Nu forsøger Region Sjælland at gøre noget ved problemet.

Det var godt nyt, da brevet dumpede ind hos Kate Gondolf Trebbiens 94-årige mor i Solrød. Som hjemmeboende ældre med plejebehov var hun i den gruppe borgere, der nu står for tur til at få den eftertragtede vaccine mod Covid-19.

Men den 94-årige kvinde har ikke Nem-ID, og hun er ikke digital. Derfor skal man ringe for at bestille tid, og her trådte Kate Gondolf Trebbien og hendes mand til.

- Vi ringede op og fik at vide, vi var nummer 35 i køen. Vi hang på, og der gik mere end en time, før vi kom igennem. Og så fik vi at vide, at der ikke var flere tider, og at vi skulle prøve igen dagen efter, fortæller Kate Gondolf Trebbien.

Så onsdag morgen greb de igen telefonen og fortsatte jagten på en vaccine til den 94-årige kvinde.

- Da jeg kom igennem, fik jeg at vide, at jeg var nummer 128 i køen. Men denne gang gik det lidt hurtigere - måske en time - og så kom vi igennem - og fik igen at vide, at alt var udsolgt. Det er da for dårligt. En ting er, at der ikke er nogen ledige tider - men noget andet er, at man skal sidde og vente så længe - for så bare at få at vide, at der ikke er ledige tider, lyder det frustreret fra Kate Gondolf Trebbien, der selv bor i Solrød Strand.

Opgav at bruge Ipad'en

I Skibby bor Anne Gry Andersen. Hun har en mor på 89 i Roskilde. Hun oplyser, at hun og hendes mor først fik indtryk af, at moderen kunne blive vaccineret i hjemmet. 

Men det afvises dog af Danske Lægers Vaccinationsservice. De henviser i stedet til Region Sjællands nummer til tidsbestilling af vaccine.

Anne Gry Andersens mor har dog Nem-ID, men efter flere forsøg med Ipad´en gav hun op - hun kunne ikke finde ud af det. Derfor greb datteren telefonen.

- Dags dato kl. 13.05 ringer jeg dertil for at spørge om mulighed for vaccine i hjemmet og for at booke tid. Jeg er nummer 47 i telefon køen. 30 min. venter jeg i røret, kommer igennem og frembringer mit forehavende. Får så at vide, at jeg skal ringe igen i næste uge, da der ikke er vacciner og at hun ikke må booke vaccinationer, før der er vacciner, fortæller Anne Gry Andersen.

Hun betegner systemet som en katastrofe.

- Jamen altså, det er de mest sårbare i samfundet. Mennesker, der ofte ikke selv kan kontakte myndighederne. Hvad er det for rod? Hvorfor booker man ikke tider i forventning om, at der er vacciner. Er der så ikke nok, må man jo så aflyse, siger hun.

Sundheds- og ældreministeriet har i samarbejde med Danske Regioner oprettet hjemmesiden Vacciner.dk

Den fortæller folk, hvordan de skal forholde sig, når der skal bestilles tid. Og hjemmesiden angiver en række telefonnumre, borgerne i de enkelte regioner skal ringe til, hvis de ikke har Nem-ID og derfor ikke kan bestille en tid online. Så reelt skulle Anne Gry Andersen og hendes mor ikke bruge nummeret - men de så ikke andre muligheder, da de ikke kunne bruge online-funktionen.

Region: Vi har stor forståelse

Antallet af borgere, der er blevet inviteret til en vaccination hænger tilsyneladende hverken sammen med antallet af vacciner og det antal medarbejdere, der passer telefonerne.

Vi har forelagt ventetiderne for Region Sjælland, hvor både Kate Gondolf Trebbiens mor og Anne Gry Andersens mødre bor.

- Jeg har stor forståelse for, at det er frustrerende at vente lang tid i telefonen for at blive skuffet, når man kommer igennem. Lige nu modtager vi forholdsvis små leverancer af vacciner, og der er ikke nok til alle på én gang. Derfor oplever vi en meget stor efterspørgsel og et kæmpe pres på Corona Callcentret, hvor vi modtager op mod 1.000 opkald om dagen, siger Trine Holgersen, der er direktør i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Hun tilføjer, at regionen fra i dag vil i værksætte en løsning, så folk ikke spilder for meget tid på at vente i telefonen.

-  Vi gør os hele tiden umage for at betjene borgerne bedst muligt, og som resultat af det store pres, indfører vi fra torsdag en daglig besked på Corona Callcenterets telefonsvarer, som giver besked, når der ikke er flere ledige tider. Det er vores håb, at dette tiltag vil spare borgerne for frustrationer over spildt ventetid og samtidig lette presset på Corona Callcenterets telefonlinje, forklarer hun.

Men borgerne undgår næppe frustration alligevel. Region Sjælland oplyser nemlig til TV 2 Lorry, at hvis man allerede har ringet op og sidder i kø - så får man ikke glæde af telefonsvarerbeskeden, når der er udsolgt. Telefonsvareren er kun aktiv, når nye ringer op for at booke en tid. Så ringer man op og er  nummer 127 i køen - og der efter tre minutter er udsolgt - så får man det først at vide, når man når igennem.

Her er numrene, du kan ringe til

Flere vacciner på vej

I en pressemeddelelse torsdag oplyser Region Sjælland i øvrigt, at de er langt fremme med at udvide antallet af vaccinationssteder.

Regionen har en plan, der skal  udmøntes i tre faser. I første fase, som allerede er sat i værk, etableres pop-up-vaccinationssteder, som blandt andet skal vaccinere sårbare grupper. I anden fase kommer der vaccinecentre i hver af de 17 kommuner i Region Sjælland. Seks af vaccinecentrene vil have meget stor kapacitet. Det forventes at være fysisk på plads fra den 10. februar. Tredje fase er vaccinationen af den brede befolkning.

- Vi har stort fokus på at vaccinere så tæt på borgeren som muligt, og når der i tredje fase begynder at komme mange vacciner til Danmark, skal ingen borgere i regionen have længere end 20 kilometer til et vaccinationssted. På sigt får vi forhåbentligt vacciner, som ikke er helt så komplicerede at transportere. Så vil vi kunne bringe et endnu mere fintmasket vaccinationsnet i spil, hvor for eksempel den praktiserende læge eller apoteket vil kunne vaccinere, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Der planlægges efter, at Danmark frem til og med uge 13 modtager godt 1.430.000 doser vacciner. Region Sjælland vil ifølge pressemeddelelsen modtage godt 200.000 af disse doser. 

For det kræver Nem-ID, e-boks og onlinebestilling og det kan være noget af en udfordring for de hjemmeboende ældre, der nu kan blive corona-vaccineret.




Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Coronavirus

Nick Hækkerup.

Regeringen foreslår karantæne ved indrejse til Danmark

Coronavirus grafik

playNyeste corona-tal: Så mange er smittede, indlagt og døde med coronavirus i Danmark og din kommune

617576-311

liveblogSe billederne: Tre anholdte ved ellers rolig demonstration i København

def_thumb,50_percent

playEfter uroligheder er der igen demo: Arrangører opfordrer til civile anholdelser for at sikre ro

Region Sjælland

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere