Oversigt

Seneste nyt

Svindel på sms er blevet et hit blandt kriminelle

Falske sms-beskeder er blevet en stigende plage for borgerne i Danmark.

Sidste år steg antallet af anmeldelser om svindel via sms med hele 130 procent i forhold til året før.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

De kriminelles sms'er indeholder ofte links til en falsk webside. Når den godtroende borger klikker sig ind og indtaster for eksempel kortoplysninger, er der meget stor risiko for, at han eller hun mister tusinder af kroner.

Ofte ser sms-beskederne ud til at være afsendt fra en troværdig afsender, lyder advarslen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Politiets bedste råd er at stoppe op og tænke sig om eller søge råd hos en, man stoler på, når man i telefonen, på mailen eller i en sms bliver bedt om at oplyse kortoplysninger eller at logge ind med MitID.

Sidste år modtog politiet flere end 35.000 anmeldelser.