Lyngby-træner får bold i hovedet og misser superligakamp

Christian Nielsen frygtes at have fået kæbebrud og hjernerystelse efter at have fået en bold i hovedet.

Lyngby må undvære cheftræner Christian Nielsen i søndagens superligakamp hjemme mod AGF.

Lyngby-træneren frygtes nemlig at have fået en hjernerystelse og et brud på kæben, fordi han i fredags blev ramt af en bold i hovedet under Lyngbys træning.

Det skriver Lyngby på sin hjemmeside.

- Alle, der kender Christian, ved, at der ikke er noget sted i verden, han hellere ville være end på sidelinjen på Lyngby Stadion bag holdet på en kampdag, så det er en mand, der er hårdt ramt, jeg modtog et opkald fra i morges, siger Lyngby-direktør Andreas Byder.

I stedet skal assistenttrænerne Mikkel Beckmann og Jonathan Hartmann samt målmandstræner Thomas Villadsen forsøge at guide Lyngby-spillerne til sæsonens første ligasejr.

- I en tid, hvor vi sportsligt er udfordrede, er det selvfølgelig en stor streg i regningen, at vi må undvære Christian, men jeg er sikker på, at alle går på banen i dag med et stort fokus på at levere en fokuseret indsats og jagte point mod AGF.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at trioen Beckmann, Hartmann og Villadsen kan løfte opgaven sammen med resten af teamet, siger Andreas Byder.

Kampen mod aarhusianerne begynder søndag klokken 14.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik