Lokal fodboldklub modtager international hæder og kåres som Europas bedste

Den europæiske boldunion UEFA har tildelt Frederiksberg Boldklub prisen som ”årets bedste fodboldklub i breddefodbold” i Europa.

Hvert år hædres personer, projekter og klubber af det europæiske fodboldforbund Uefa, når der uddeles Uefa Grassroots Awards.

Priserne, der skal hylde særlige forskelle, som fodboldklubber overalt i Europa skaber – og i år er valget faldet på Frederiksberg Boldklub, der dermed kan kalde sig årets bedste fodboldklub i breddefodbold.

Hos DBU i København glæder formand Jesper Gradert sig over, at Frederiksbergklubben bliver anerkendt for sit hårde arbejde med prisen.

- Stort tillykke til de mange frivillige, medlemmer og ansatte i Frederiksberg Boldklub med den flotte anerkendelse fra Uefa. I DBU København er vi utrolig stolte over Frederiksberg Boldklub, der virkelig gør en forskel for lokalområdet og inkluderer alle målgrupper i deres fællesskab.

- Det er en klub, som er åben for at afsøge nye veje, og de bidrager i høj grad til det tætte og nære samarbejde omkring breddefodbolden i København, siger Jesper Gradert i en pressemeddelelse.

Kåret som den bedste i København og Danmark

Den internationale kåring kommer ovenpå kåringen først som Årets Fodboldklub først i København og senere i Danmark.

I Frederiksberg Boldklub bliver der heller ikke lagt fingre imellem – de er mildest talt både glade og stole over prisen.

- Det kan næppe blive større. Det er en opfølgning på, at vi blev årets fodboldklub i København og siden i Danmark. Så er vi blevet indstille til denne pris under Uefa, og den har vi også fået – vi kan nærmest ikke opnå noget større, siger Martin Busk, som er er administrerende leder i Frederiksberg Boldklub, til TV 2 Lorry.

Han understreger, at fodboldklubben har de helt samme problemer som alle andre fodboldklubber i Danmark.

Når klubben alligevel modtager prisen, skyldes det i høj grad den ekstra mil, de har gået, for at tage socialt ansvar over for nærmiljøet.

- Vi forsøger at sætte os højere op i møllen og se på, om vi kan tage noget socialt ansvar og ikke bare være en fodboldklub, men også være en fodboldklub, som udviser noget menneskeligt og noget sjæl.

- Derfor har vi nogle tiltag for unge flygtninge og udsatte. Og så har vi blandt andet også fodboldhold for dem, som er ramt af livsstilssygdomme, siger Martin Busk.

"Det kan ses som store skulderklap til spiller- og talentudviklingen"

Også formanden for DBU Danmark, Jesper Møller, er begejstret over, at den internationale hæder går til en dansk boldklub.

- Jeg er stolt over, at Danmark har fodboldklubber og spillere, som kan gøre sig bemærket internationalt, siger han og sætter Frederiksberg Boldklub på linje med både landshold til Europamesterskaberne, den danske fodbolddarling Pernille Harder, der har modtaget prisen som Europas bedste og FC Midtjyllands kvalificering til Champions League.

- Det kan ses som store skulderklap til spiller- og talentudviklingen i dansk fodbold, der endnu engang beviser, at vi også kan være med på den øverste hylde i et internationalt perspektiv og kan skabe klubmiljøer, der indeholder alt det, fodbold kan og skal, tilføjer DBU-formanden.

Det er kun sket én gang tidligere, at en dansk fodboldklub har modtaget prisen, da FC Skanderborg modtog samme hæder i 2014.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik