Elev gik amok under eksamen: Gav eksamensvagt knytnæve i ansigtet

En elev fra VUC i Lyngby er blevet politianmeldt og vil blive bortvist fra skolen, efter at han slog en eksamensvagt.

Normalt foregår skriftlige eksamener i god ro og orden, men det var langt fra tilfældet i onsdags, da der blev afholdt eksamen på VUC i Lyngby.

I slutningen af den skriftlige eksamen mistede en mandlig elev besindelsen, da en eksamensvagt tyssede på ham.

quote Vi har aldrig oplevet det her før

Karina Vestergård Madsen, chefkonsulent for kommunikation og IT hos VUC i Lyngby

Helt præcist opstod voldsepisoden, da eleverne skulle til at aflevere deres opgaver.

Her sad eleven og snakkede med en medstuderende, men da eksamensvagten bad dem om være stille, for han ifølge Nordsjællands Politi op og tildelte den 36-årige mandlige eksamensvagt et spark over knæet og et knytnæveslag i ansigtet.

Skete lynhurtigt

Hos VUC i Lyngby bekræfter chefkonsulent for kommunikation og IT, Karina Vestergård Madsen, voldsepisoden, som kom bag på alle og nærmest skete ud af den blå luft.

- Vi har aldrig oplevet det her før. Det hele gik meget stærkt. Det var en meget hurtig reaktion fra eleven, og vagten havde ikke på nogen måde været med til at skabe en konflikt. Han havde bedt dem om at være stille, som man skal være under eksamen – også selv om man er nået til aflevering af opgaverne, siger Karina Vestergård Madsen til TV 2 Lorry.

Hun forklarer, at flere eksamensvagter var til stede, og de to parter blev hurtigt skilt fra hinanden, så det ikke udviklede sig. Desuden var flere elever vidner til sagen.

Politianmeldt og bortvist

Den 36-årige eksamensvagt blev straks kørt på skadestuen, og efterfølgende anmeldte han voldsmanden til politiet. Samtidig har skolen valgt at bortvise eleven, så snart ledelsen får lejlighed til at tale med ham.

- Det var ikke fordi, at der var ordveksling mellem eksamensvagten og eleven, og i den her sag er skolens reaktion utvetydig. Det er uacceptabelt at slå, og derfor vil eleven blive bortvist fra VUC, siger Karina Vestergård Madsen.

Både torsdag og fredag har der været afholdt eksamener som normalt siden episoden i onsdags. For at berolige andre elever har ledelsen informeret om sagen på skolens intranet.

- Vi havde jo ikke forventet en voldssag, men nu er vi opmærksomme på det. Men det er ikke sådan, at vi er bekymrede for, at det sker igen. Derfor har vi heller ikke ændret rutiner, og der er i forvejen altid ekstra personale i forbindelse med aflevering. Men vi har da lige skærpet, at der skal være helt ro under eksamen, siger Karina Vestergård Madsen.

Den 36-årige eksamensvagt er ikke en del af VUC’s faste personale, da skolen benytter sig af firmaet Moment, der leverer vagterne. Udover, at det selvfølgelig er ubehageligt at blive slået, så har han ikke efterfølgende haft mén, oplyser Karina Vestergård Madsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik