Studenter får alligevel lov til at fejre det med studenterkørsel: "Det er så velfortjent"

Årets studenter får lov til at køre studenterkørsel over sommeren, har regeringen og Folketinget besluttet.

Efter længere tids tvivl om, hvorvidt årets studenter må fejre det i studentervogne landet over, har regeringen og Folketingets partier besluttet, at årets studenter skal have lov at køre studenterkørsel.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet onsdag aften.

Dermed får de alligevel lov til at fejre deres eksamener med den traditionelle studenterkørsel, selv om coronavirusset fortsat er til stede i landet.

Studenterkørslen er kun tilladt, hvis det foregår klassevist for at undgå større forsamlinger.

De nærmere retningslinjer er i øjeblikket ved at blive udarbejdet. De ventes at være klar i løbet af de kommende dage.

quote Det er så velfortjent. Vognkørsel er en stor oplevelse, man kun har én gang i livet

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Ministeriet understreger i en pressemeddelelse, at der af hensyn til smittetrykket i landet skal tages en del forholdsregler under både translokation, dimission og lignende arrangementer.

Der vil dog være mulighed for, at nærmeste familie også kan deltage.

Minister er glad på de unges vegne

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er glad for at kunne give studenterne muligheden for at fejre det.

- For de unge er studenterkørslen helt uden sammenligning den vigtigste begivenhed, og derfor er det glædeligt at de unge får lov til at sætte et festligt punktum for deres uddannelse og i øvrigt for et svært forår i coronaens tegn.

- Det er så velfortjent. Vognkørsel er en stor oplevelse, man kun har én gang i livet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik