Gymnasie ramt af coronavirus - fem elever er smittet efter tur til Sverige

Gymnasiets rektor har aflyst al fysisk undervisning for 1.g-eleverne i den kommende tid.

Eleverne i 1.g på Roskilde Katedralskole fik sig mandag noget af en overraskelse.

I løbet af dagen tikkede der på gymnasiets beskedsystem en meddelelse ind fra rektoren om, at fem elever i en 1.g-klasse er blevet testet positive med Covid-19, efter at 12 elever fra klassen i Kristi Himmelfartsferien var på en fælles ferie i Sverige.

Udenrigsministeriet fraråder ellers på nuværende tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser - herunder også til Sverige. Men det har de 12 elever tilsyneladende set stort på.  

TV 2 Lorry har læst beskeden, som rektor Claus Niller Nielsen har sendt ud til eleverne.

Han oplyser, at han netop har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og han skriver, at situationen kommer til at få konsekvenser for alle 1. g’ernes undervisning i den kommende tid.

- Efter kraftig opfordring fra Styrelsen for Patientsikkerhed har jeg besluttet at aflyse al fysisk undervisning i 1.g frem til og med 12. juni, skriver rektoren.

Skærpet opmærksomhed på symptomer

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger har de coronasyge elever nået at være tilbage i skole, inden de fik konstateret coronavirus.

Dette bekræftes også i beskeden.

Rektor Claus Niller Nielsen skriver således, at Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer alle elever i 1.g, deres pårørende og ansatte på skolen, der var på arbejde den 28. maj, til at udvise "skærpet opmærksomhed", hvis de oplever symptomer på coronavirus.

- Det er selvfølgelig stærkt beklageligt, men på baggrund af opfordringerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed ser jeg ingen anden udvej, lyder det fra rektoren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Arkivfoto af Claus Niller Nielsen, der er rektor på Roskilde Katedralskole.
Arkivfoto af Claus Niller Nielsen, der er rektor på Roskilde Katedralskole.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Claus Niller Nielsen oplyser yderligere, at skolen vil fortsætte med virtuel undervisning for eleverne frem til den 12. juni.

Eleverne bliver desuden bedt om at orientere deres pårørende om situationen.

TV 2 Lorry har været i kontakt med rektor Claus Niller Nielsen.

Han bekræfter indholdet af sin besked, men ønsker ellers ikke at kommentere sagen yderligere.

Sverige-tur var ikke arrangeret i gymnasieregi

Udenrigsministeriet fraråder på nuværende tidspunkt alle ikke-nødvendige rejser. Det gælder for alle lande på nær Island, Norge og Tyskland, som Udenrigsministeriet fra 15. juni åbner for rejser til.

Rejser man uden for de tre lande - det vil også sige Sverige - bør man stadig gå i karantæne i 14 dage efter hjemkomst, anbefaler myndighederne.

Claus Niller Nielsen vil gerne understrege, at elevernes Sverige-tur ikke var arrangeret i gymnasieregi.

- Det er sindssygt vigtigt for mig at understrege, siger han.

Hvad tænker du om, at 12 af jeres elever er taget på fælles ferie til Sverige?

- Det ønsker jeg ikke at kommentere, lyder det fra rektoren.

Claus Niller Nielsen kan ikke udelukke, at situationen også kommer til påvirke 2. og 3.g’ernes undervisning, selvom deres undervisning ikke har fundet sted på skolen samme dage som 1- g'ernes.

- Det arbejder vi med nu og ser på. Men ellers har jeg ingen kommentarer, siger han.

Ifølge Roskilde Katedralskoles hjemmeside rummer skolen flere end 1500 elever og medarbejdere. Der er i alt 18 1.g-klasser på gymnasiet.

Roskilde Katedralskoles rektor har efter denne artikels udgivelse skrevet en offentlig udtalelse på skolens hjemmeside. Her retter han datoen, hvor de 12 elever var i skole og havde fysisk undervisning, til den 28. maj.

Læs flere artikler om sagen nedenfor:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik