Regeringen sætter behandlingsgarantien ud af kraft

Planlagte operationer og behandlinger kan blive udskudt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Både behandlingsgarantien og udredningsretten sættes efter planen midlertidigt ud af kraft, så hospitalerne i stedet kan have fokus på at behandle personer med coronavirus.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften på et pressemøde.

- Vi kommer til at bede Folketinget om hastelovgivning på nogle af de patientrettigheder, der gælder i dag, men som utvivlsomt vil blive udfodret, siger hun.

Planlagte operationer og behandlinger kan blive udskudt. Der er tale om en benhård lægefaglig vurdering, oplyser Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

- Man får selvfølgelig den operation, man er indstillet til, men på et senere tidspunkt, siger han.

- Jeg får allerede rigtigt mange mails fra pensionerede læger, der tilbyder deres hjælp. Jeg tror, at vi vil se et stort samfundsansvar i den næste tid, siger Søren Brostrøm.

Planlagte operationer aflyses

Nordsjællands Hospital i Hillerød oplyste tidligere på aftenen, at man har besluttet at aflyse samtlige planlagte operationer og behandlinger resten af marts. Det fortæller vicedirektør på Nordsjælland Hospital, Jonas Egebart, til TV 2.

Men de er ikke det eneste hospital, siger sundhedsminister Magnus Heunicke pressemødet onsdag aften. Det er et noget, som Sundhedsministeriet har sat i gang på alle hospitaler i Danmark, siger han. 

Det skal undersøges, hvad der ikke er nødvendigt at blive gennemført, og det er kun i en begrænset periode, siger ministeren. 

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik