Tip en 13'er: Hvor meget ved du om fertiliteten i Lorryland?

Test din viden i quizzen om fertilitet og fødsler i hovedstadsområdet.

Ved du, hvornår kvinders frugtbarhed topper? Ved du, hvilken kommune der har flest nye mødre over 40 år? Og ved du, hvor gamle mænd i hovedstadsområdet er, når de bliver fædre?

Det - og meget andet - kan du blive klogere på i denne quiz om fertiliteten i Lorryland. Og hvis spørgsmålene viser sig at være lidt for svære, så kan du trøste dig med, at du i det mindste får tilegnet dig noget viden på området.

I 40 år har der aldrig været færre nybagte mødre under 25 år

Andelen af nybagte mødre på under 25 er faldet markant i løbet af de seneste 40 år, viser ny kortlægning fra Momentum, som er et nyhedsbrev fra Kommunernes Landsforening.

I 1979 blev hele 38 procent af alle børn født af en mor under 25 år, men i 2019 var det kun tilfældet for ni procent i hele landet. Til gengæld er der kommet langt flere mødre over 30 år.

Der er dog store kommunale forskelle på alderen for førstegangsfødende, viser det sig.

I Frederiksberg Kommune er for eksempel 30 procent af de nybagte mødre over 35 år, og hele 73 procent er over 30 år.

quote Vi møder en del mænd og kvinder, der har ventet med at få børn, fordi de har prioriteret uddannelse og karriere højere i nogle år

Rikke Ernstsen, sundhedsplejerske i Frederiksberg Kommune

I 2019 var det kun 39 ud af 1561 børn, der blev født af en mor på under 25 år i kommunen, hvilket svarer til kun to procent.

Sundhedsplejerske i Frederiksberg Kommune Rikke Ernstsen kan sagtens genkende, at der er meget langt imellem, at hun møder en nybagt mor under 25 år.

- Jeg tror, det skyldes, at uddannelsesniveau, indkomst og boligpriser på Frederiksberg er anderledes end i mange andre kommuner. Vi møder en del mænd og kvinder, der har ventet med at få børn, fordi de har prioriteret uddannelse og karriere højere i nogle år, siger Rikke Ernstsen.

Ældre mødre fylder mere i statistikken

I Dragør er de unge mødre stort set næsten også forvundet. Her var blot henholdsvis et og to procent af de førstegangsfødende under 25 sidste år.

Noget anderledes ser det ud i for eksempel Ishøj, hvor 15 procent af alle nybagte mødre sidste år rent faktisk var under 25, mens kun tre procent havde rundet de 40 år.

Den stigende gennemsnitsalder for førstegangsfødende dækker blandt andet over, at de alleryngste mødre nærmest er forsvundet på landsplan. I 1979 blev der født 3.325 børn af mødre under 19 år, hvilket svarede til 5,6 procent af alle fødsler. I 2019 var det faldet til kun 340 fødsler eller 0,6 procent af alle fødsler.

Mens de alleryngste mødre næsten ikke findes mere, fylder kvinder over 40 år langt mere på fødegangene. Andelen af mødre over 40 år er steget fra 0,8 procent i 1979 til 4 procent i 2019, hvor de stod for 2.472 af fødslerne i Danmark.

Kilder til udarbejdelse af quizzen: Momentum, Danmarks Statistik, Hvidovre Hospital og Sjællands Universitetshospital, Køge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik