Opgradering af babyambulance skal redde endnu flere børneliv

Donation gør det muligt at sende ny udgave af Babylancen på vejene og redde flere syge og tidligt fødte børn.

Rigshospitalet har via en donation modtaget penge til en ny, opgraderet ambulance for de mindste børn, Babylancen.

Det oplyser hospitalet på dets hjemmeside.

Donationen gør det muligt at udvikle en ny og bedre udgave af Babylancen, som har været på hjulene siden 2016.

quote Ultimativt betyder det, at vi kan levere en endnu bedre behandling end hidtil, fordi vi får bedre udstyr med flere behandlingsmuligheder

Ledende overlæge Morten Breindahl

Hvert år bliver cirka 150 små børn, der er enten syge eller født alt for tidligt, bragt til behandling på Rigshospitalet.

De allermindste patienter er født fire måneder for tidligt og vejer ned til 500 gram.

- En stor del af de børn, vi transporterer, er for tidligt fødte børn i Østdanmark, der bliver hentet få timer efter fødslen, siger ledende overlæge Morten Breindahl.

De tidligt fødte børn skal for eksempel have hjælp til at trække vejret i en respirator.

Samtidig har lægerne brug for at overvåge børnenes blodcirkulation, blodtryk, puls, iltmætning og en række andre vitale værdier kontinuerligt.

Skal redde flere liv

Den nuværende Babylance rummer én transportkuvøse. Men den nye udgave af børneambulancen skal rumme to kuvøser, og den skal være en slags rullende intensivafdeling.

Ligesom den nuværende skal den nye Babylance også indrettes med et særligt rum til forældrene.

Det gør det muligt for forældrene at være til stede under hele kørslen sammen med deres syge eller tidligt fødte barn.

- Forældrene er helt afgørende ressourcepersoner, og særligt i forbindelse med en akut transport er det utroligt vigtigt, at mor og far er tæt på hele tiden, siger Morten Breindahl.

Håbet er, at den nye ambulance kan være med til at redde endnu flere liv blandt de allermindste.

- Ultimativt betyder det, at vi kan levere en endnu bedre behandling end hidtil, fordi vi får bedre udstyr med flere behandlingsmuligheder, forklarer Morten Breindahl.

Ved udrykning på akutte transporter er der altid mindst én speciallæge og én intensivsygeplejerske med.

Der køres næsten altid med udrykning, fordi selv mindre bump på vejen eller en opbremsning kan få fatale konsekvenser for de små og sårbare patienter.

Det er A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, der står bag donationen på 7,5 millioner kroner til den opgraderede Babylance, der endnu er under udvikling.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik