Mangel på livreddere i København: "Bliver det godt vejr, er det ikke så sjovt"

Interessen for at være kystlivredder denne sommer er ikke så stor, som den plejer at være. Det kan man blandt andet mærke ved Amager Strandpark.

I sidste uge kunne vi på TV 2 Lorry fortælle, at der mangler livreddere som aldrig før i Nordsjælland. Nu viser det sig, at samme situation gør sig gældende i København. 

- Vi mangler ofte folk her i starten af sæsonen, hvor der er studenterfester og Roskilde Festival, men i år er det ekstraordinært, at vi mangler folk i hele juli og også i starten af august, lyder det fra Jacob Schrøder, der er daglig leder af Københavns Kommunes Kystlivredningstjeneste. 

Kystlivredningstjenesten dækker Amager Strandpark og Helgoland, Svanemøllen Strand og havnebadet ved Sluseholmen. Derudover har kystlivredningstjenesten også en sejlende livredderpatrulje i Københavns Havn. 

Normalt er de cirka 45 kystlivreddere, der skiftes til at være på vagt, men i år er de kun cirka 35. 

- Ved Amager Strandpark skal der helst stå to kystlivreddere på hver af de fire poster. Det kan vi ikke altid i øjeblikket. Mandag var vi en enkelt mand nede, tirsdag var det to, fortæller Jacob Schrøder, der uddyber, at kystlivredderne rokerer rundt, så de ikke står alene en hel vagt. 

Han har ikke nogen forklaring på, hvorfor der i år har været mindre interesse for at blive kystlivredder:

- Jeg kan kun komme med gæt. Jeg tror, det handler om konjunkturerne i samfundet. Der er mange, der mangler arbejdskraft.

Mangler de unge mennesker

En anden kystlivredningsaktør er LIFE Gentofte, der har folk i tårnene på Hellerup Strand, Charlottenlund Fort, Skovshoved Havn og Bellevue Strand.

- Vi har bemandingen på plads, men vi mangler de unge mennesker. Det har været sværere at skaffe folk, end vi havde regnet med, fortæller Christian Toft, der er klubchef i Gentofte Svømmeklub og ansvarlig for kommunens kystlivredningstjeneste.

Allerede i januar blev det tydeligt, at de yngre kræfter ikke meldte sig på banen i lige så høj grad som forventet.

- Det har betyder, at vi har kørt hårdt på med rekrutteringen. Heldigvis har vi en naturlig fødekæde i Gentofte Svømmeklub. Vi har blandt andet hevet nogle af de fastansatte trænere ind som kystlivreddere, fortæller Christian Toft.

Herudover er der i hovedstadsområdet også Trygfondens kystlivreddere, der holder øje med badegæsterne på strandene i Hundige, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby samt ved havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge. 

Her er det ikke en udfordring at skaffe fuld bemanding.

- Vi har 35 poster i hele landet, og vi har lige knap 200 kystlivreddere. Det er det, vi går efter. Jeg har godt hørt, at der mangler folk andre steder, men det er ikke sådan, at vi kan spytte i kassen og hjælpe til. Vi har de folk, som vi selv skal bruge, fortæller Anders Myrhøj, der er Kystlivredningschef i Trygfonden.

Han mener, det er en fordel for Trygfonden Kystlivredning, at de kører med et "working holiday"-koncept, hvor de kan rekruttere fra hele landet og stiller en bolig i nærheden af stranden til rådighed for kystlivredderne.

Frygter for arbejdsmiljøet

Ifølge Københavns Kommunes Kystlivredningstjeneste er der ikke nogen grund til at frygte for sikkerheden på de badesteder, hvor der ikke er den bemanding, der plejer at være.  

- Man kan godt føle sig tryg som badende. Det er faktisk mest kystlivreddernes arbejdsmiljø, jeg er nervøs for. Hvis det bliver godt vejr i en længere periode, og de får rigtig travlt, så er det ikke så sjovt. Så kan jeg godt frygte, at de ikke vender tilbage næste år, og så får vi måske et endnu større problem med at rekruttere, lyder det fra Jacob Schrøder.

Han vil dog ikke gå så langt som til at sige, at han håber, sommeren byder på dårligt vejr. 

I stedet har han en anden løsning - nemlig såkaldte badeværter. De er ikke kystlivreddere, men kan førstehjælp og har også styr på redningsteknik.

Tanken er, at de kan hjælpe med at løse forskellige opgaver og i det hele taget assistere kystlivredderne.

- Jeg sætter min lid til, at vi kan løse det i år ved at uddanne badeværter, og at interessen for at blive kystlivredder stiger igen til næste år, siger Jacob Schrøder.

Efter vi på TV 2 Lorry for en uge siden omtalte manglen på kystlivreddere i Nordsjælland, har Nordsjællands Livredningstjeneste fået adskillige henvendelser og har nu fuld bemanding på strandene.