Større mangel på livreddere end nogensinde før: "Det er brandærgerligt"

Der risikerer at være flere strande i Nordsjælland uden livreddere henover sommeren. Der er nemlig mangel på livreddere som aldrig før.

John Mogensen sidder alene som livredder på Hornbæk Strand søndag. Ikke fordi det regner, og der derfor ikke er mange badegæster. Men fordi der i den grad mangler livreddere.

- Hvis solen havde skinnet, havde jeg også siddet her alene, selvom vi plejer at være to livreddere på stranden, hvis der er mange badegæster. Men sådan kan vi ikke gøre i år, siger han til TV2 Lorry.

John Mogensen har mange års erfaring som livredder, og han er cheflivredder i Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, men han har aldrig før oplevet, at der mangler så mange hænder som i år.

- Det er ekstremt i år. Og det er brandærgerligt. Vi risikerer, at der vil være nogle badestrande i Nordsjælland og Københavnsområdet helt uden livreddere i år, fordi vi ikke kan skaffe mandskab nok, fortæller han.

(Artiklen fortsætter efter billedet...)

John Mogensen siger, at man ikke behøver en livredderuddannelse for at give en hånd på strandene henover sommeren.
John Mogensen siger, at man ikke behøver en livredderuddannelse for at give en hånd på strandene henover sommeren.
Foto: Morten Spuhr / TV 2 Lorry

Faktisk er der rekord mange livreddere i Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, men mange af dem kan kun arbejde i kortere perioder af ferien.

- Hos den yngre generation oplever jeg i højere grad efter corona-pandemien, at de er bange for at gå glip af noget. Så hvis de lover mig, at de vil sidde på en strand hele sommeren, og deres venner pludselig vil noget andet, så føler de, at de misser noget vigtigt, fortæller John Mogensen.

Sådan bliver du livredder eller livredderassistent i Nordsjælland:

Der mangler særligt livreddere i den første uge af skolernes sommerferie, uge 26.

Generelt mangel på sæsonarbejdere og frivillige

Det er ikke kun livreddertjenesten i Nordsjælland, der mangler hænder.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, at også Roskilde Festival mangler frivillige, og det samme gælder personale til sommerkolonier for københavnske skolebørn.

I forbindelse med det manglende personale til sommerkolonierne forklarede professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, at unge kan have et ændret behov efter corona-pandemien.

- Man kunne have den antagelse, at corona-nedlukningerne har ramt unge mennesker på en sådan måde, at vi nu ser efterdønningerne af manglende overskud. De oplever en utålmodighed og en oplevelse af, at der er en masse ting, som de ikke har nået, som de gerne vil indhente i løbet af sommeren, hvor de har tiden til det, sagde hun.


Hun mente desuden, at unge mennesker lige nu helt generelt er efterspurgt “alle vegne”.

- Der er færre at tage af i det hele taget, og det kan have noget at gøre med, at de unge fokuserer på uddannelse og fritidsjob, lød det fra forskeren.