Kan ikke afvises: Coronasmittede kan frit møde op og stemme

Er du smittet med corona, eller er du i isolation, så kan du stadig møde op og stemme til kommunalvalget 16. november.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at folk, der er smittet med corona eller har været i nærkontakt med en, der er smittet med corona, skal isolere sig for ikke at sprede smitten videre.

Men hvad pokker gør man, hvis man på dagen for kommunal- og regionsvalget er i den situation, at man burde isolere sig, fordi man er eller kan være smittet med corona?

- Der er ikke hjemmel i valglovgivningen til at afvise vælgere, der er i isolation, og som på trods heraf ønsker at afgive stemme på valgdagen, fremgår det i et notat fra Indenrigs- og Boligministeriet. 

Derfor har vælgere i isolation mulighed for at møde op på deres valgsted 16. november.

Muligheden for at brevstemme varer frem til fredag 12. november, og har man ikke brevstemt inden, så kan man ende i en situation, hvor man skal stemme, selvom man burde være isoleret.

Flere forebyggende tiltag er sat i værk

Det er man bevidste om ude i kommunerne, og derfor har man sat en række initiativer i søen, der skal mindske risikoen for at eventuelt coronaramte giver smitten videre. 

Der kan ikke stilles krav om fremvisning af coronapas i forbindelse med stemmeafgivningen, men sundhedsstyrelsen anbefaler, at man anvender et CE-mærket mundbind og holder to meters afstand til andre, hvis man "undtagelsesvis" er nødt til at gå ud.

Anbefalinger til et trygt valg

Indenrigs- og Boligministeriet har sammen med Sundhedsstyrelsen udsendt en række aktuelle, opdaterede sundhedsfaglige anbefalinger til kommunerne til brug for en sikker afholdelse af valget.


  • Adgang til håndsprit og mundbind, god plads, ekstra afstand og ekstra fokus på udluftning.


  • Opfordre vælgerne til selv at tage en kuglepen eller blyant med, hvis de er mest trygge ved det.


  • Kommunerne kan gøre brug af såkaldte vognstemmer, hvor fx borgere i øget risiko kan få lov at stemme udenfor, i telte eller fra deres egen bil.

Derudover opfordrer de til, at man tager ud og stemmer på et tidspunkt, hvor man bedst muligt undgår at være i nærheden af andre.

På flere valgsteder rundt om i TV 2 Lorrys sendeområde har man allerede implementeret løsninger, der gør det nemmere for eventuelt smittede personer at stemme uden at komme for tæt på andre borgere.

I Københavns Kommune vil der stå corona-personale uden for valgstederne til at hjælpe de vælgere, der på valgstedet oplyser, at de er smittede, så de undgår at skulle ind på selve valgstedet. De vil få mulighed for at stemme i telte eller anden form for overdækket sted/lokale.

Og i blandt andet Køge Kommune er der mulighed for at afgive sin stemme fra sin bil, som du kan se i indslaget nedenfor.

Kort nyt

_

_




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik