Hoppede du på dem? Corona, ulve og klima trender i årets aprilsnarre

Flere kommuner i hovedstadsområdet råbte ulven kommer, mens andre brugte den aktuelle coronapandemi i forsøget på at narre folk.

Siden 1600-tallet har 1. april været kendt som dagen, hvor man har lov til at tage fusen på hinanden med en såkaldt aprilsnar.

Selv om aprilsnarren af mange medier, virksomheder og offentlige institutioner efterhånden er blevet udfaset – ikke mindst i lyset af den gravalvorlige sundhedskrise – så har andre ved hjælp af fingerede og temmelig usandsynlige historier i dag holdt fast i traditionen.

Og her dominerer den aktuelle coronapandemi ikke overraskende ”nyhedsbilledet”.

Vi har samlet en lille oversigt over nogle af de aprilsnarre, der er blevet sendt ud i hovedstadsområdet.

Bliv kviktestet af Hjemis-sælgeren

Køb en is og bliv kviktestet. Selv om de fleste nok vil holde sig fra at sprede misinformation om coronavirus og testindsatsen, så vover Greve Kommune sig ud i aprilsnar, der gør netop dette.

Her skriver kommunen i en nyhed på sin hjemmeside, at de har indgået et partnerskab med de blå Hjemis-biler, der fremover ikke kun vil køre ud med flødeis.

Med sig vil sælgeren også have testkits, så borgere kan blive kviktestet ved deres hjem, mens de køber is.

- Greve Kommune ønsker altid at samarbejde med det private erhvervsliv om de mest effektive løsninger, siger borgmesteren Pernille Beckman (V) i en pressemeddelelse.

Ulven kommer, råber to kommuner

Solrød og Egedal kommuner har næppe koordineret deres aprilsnarre, for på samme tid kunne begge kommuner melde nyt ud om ulve i lokalområdet.

Mens Egedals borgmester annoncerer, at en ulvefamilie skal sættes fri i naturområdet Værebro Ådal, så kan Solrød til gengæld melde, at ulven allerede er kommet til kommunen.

Solrød Kommune skriver, at en stor ulv er set ved byen Havdrup, hvorfor man nu overvejer at ændre byens navn til den oprindelige betegnelse for stedet, nemlig Ulvemose Huse.

I Egedal er ulvens indtog endda så ventet, at kommunen har udviklet en overfaldsalarm, hvor borgere i tilfælde af ulveangreb kan tilkalde en kommunal medarbejder.

Ifølge kommunen skal beslutningen om at sætte ulvene fri i Værebro Ådal sikre dem sejren i miljøministeriets konkurrence Danmarks Vildeste Kommune.

Egedal Kommune påstår at have udviklet en overfaldsalarm, hvis ulven skulle komme for tæt på borgere i Værebro Ådal.
Egedal Kommune påstår at have udviklet en overfaldsalarm, hvis ulven skulle komme for tæt på borgere i Værebro Ådal.
Foto: Egedal Kommune

Svømmehallen er lukket – men ikke for hundesvømning

I Rudersdal Kommune har kommunikationsmedarbejderne også tænkt firbenet, om end mindre vildt end i Egedal og Solrød.

Her kan kommunen i dag fortælle, at svømmehallerne trods nedlukningen emmer af aktivitet. For mens vi mennesker er forment adgang til idrætsfaciliteterne, så har kommunen haft succes med et nyt tiltag: hundesvømning.

Succesen med at arrangere svømning for hunde har ifølge kommunen været så stor, at de nu forlænger ordningen indtil den 15. april, hvor svømmehallerne skal renses for hundehår, inden de åbner for badegæster igen.

Chef for småtingsafdelingen og vacciner til fængselsindsatte

Blandt andre aprilsnarre finder vi en melding fra Fængselsforbundet om, at alle indsatte nu bliver vaccineret mod covid-19, dels for at undgå smittespredning i fængslerne, og dels så der kan stuves flere sammen på mindre plads. Fængselsvagterne bliver dog ikke vaccineret.

Og så kan Ekstra Bladet meddele, at den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen bliver ansvarshavende chefredaktør på avisen efter Poul Madsens forestående afgang.

Apropos statsminister, så har Lars Løkke Rasmussens tidligere ministerium også begået en aprilsnar. I et jobopslag søger Statsministeriet nemlig en chef til Småtingsafdelingen - en nyoprettet styrelse under Statsministeriet. Vedkomne skal have øje for ”de virkelig bittesmå detaljer” som for eksempel hvor stor krumningen må være på bananer, hvor meget støj der kan accepteres fra en over-/underbo en søndag klokken 14 i det sydlige Lemvig.

En anden styrelse, Landbrugsstyrelsen, skriver, at danske landmænd nu kan søge om støtte til at etablere klimavenlige landbrug på Mars.

I en lignende klimanyhed kan måltidsvirksomheden Meyers meddele, at de ved hjælp af den banebrydende CRISPR-teknologi har udviklet en kødproducerende plante, som har fået navnet "Lollandsk kødrosin".

I den mere kulørte afdeling kan en lokal Facebookgruppe i Rødovre fortælle, at der i Vestbadet fremover indføres et krav om, at en tur ned af vandrutsjebanen skal foregå i bar røv for at sikre, at alle badegæster får en ensartet oplevelse.

Sidst men ikke mindst annoncerer Kvinfo, at de vil gøre forårsrent i sproget og udfase ordet nullermænd, som i stedet skal hedde nullerpersoner.

Traditionen med aprilsnar den 1. april går tilbage til 1600-tallet her i Danmark. Aprilsnar knyttes især til forår og et nyt år, hvor naturens cyklus starter forfra, hvilket traditionelt har givet en anledning til at drille, gække og vende hverdagens normer på hovedet, som det for eksempel også sker til fastelavn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik