Flere penge til Jylland? Det mener din kandidat om udligning

Her kan du se, om folketingskandidaterne i Nordsjælland og Københavns Omegn vil sende færre udligningskroner til kommuner i resten af landet. 

Skal rige kommuner i Nordsjælland og Københavns Omegn sende færre penge til mindre bemidlede kommuner i resten af landet?  

Ja, mener flere folketingskandidater og borgmestre på tværs af partiskel. De er utilfredse med, at kommunerne omkring København betaler 14 milliarder kroner i kommunal udligning til resten af landet. 

Det har nu fået flere kommuner til at gå sammen under parolen "Stop Forskelsbehandlingen", hvor de gør opmærksom på nogle af de områder, hvor de mener, at hovedstadsområdet er dårligere stillet end resten af landet.

Flere penge til vest?

I TV 2 Lorrys kandidattest er alle folketingskandidater i Nordsjællands og Københavns Omegns Storkreds blevet spurgt: "Skal der sendes færre penge fra Østdanmark til Vestdanmark i kommunal udligning?"

I oversigten herunder kan du se, hvordan kandidaterne forholder sig til spørgsmålet: (klik for at åbne)

Ingen fra S er uenige

Oversigten viser blandt andet, at flere af socialdemokratiets 14 kandidater i Nordsjælland og Københavns Omegn er enige i, at der skal sendes færre penge fra øst til vest. Ingen har erklæret sig uenige. 

Socialdemokratiets officielle linje er ellers, at forskellene mellem de fattigste og rigeste kommuner i højere grad udlignes. Det slog paritets kommunal- og landdistriktsordfører, Magnus Heunicke, fast i februar.

Og tirsdag aften sagde næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe, Dan Jørgensen, i en debat på TV 2 Fyn, at det er de rigeste kommuner i Hovedstadsområdet og Nordsjælland, der skal frem med pengepungen. 

S-kandidaters holdning til udligning

 

Uddybende kommentarer i kandidattesten:

Tavs ledelse

TV 2 Lorry har onsdag forsøgt at få uddybet Socialdemokratiets holdning til udligning. Meldingen fra partiets pressetjeneste lyder, at gruppeformand Henrik Sass Larsen, ikke har mulighed for at medvirke. Han stiller op til Folketinget i Sjællands Storkreds.

Nick Hækkerup, der er tilknyttet gruppeledelsen og stiller op i Nordsjællands Storkreds, har valgt ikke at svare på spørgsmålet i kandidattesten. Det har ikke været muligt at komme i kontakt med ham onsdag.

I Københavns Omegns Storkreds angiver Morten Bødskov, der også er medlem af den socialdemokratiske gruppeledelse, at han er delvist enig i, at der skal sendes færre penge fra øst til vest. Han skriver følgende som uddybende kommentar: 

“Vi skal have et Danmark I balance, og vækstområder som hovedstaden skal bidrage til det. Men udligningen skal ikke forringe kommunernes i hovedstadens muligheder for at levere en ordentlig velfærdsservice og sikre udvikling af kommunerne.”

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Morten Bødskov onsdag.

Vestegnen må ikke miste

Mattias Tesfaye, der også stiller op i Københavns Omegns Storkreds, angiver “hverken eller” som svar i kandidattesten og uddyber:

“Vi er et lille land. Der skal ikke være store forskelle i kommunernes serviceniveau. Jeg er særligt optaget af, at kommunerne på Vestegnen ikke mister penge. Vi har stadig store sociale udfordringer. Jeg er derfor glad for, at de borgerlige partiers planer ikke blev til noget. De ville tage mange penge fra flere kommuner på Vestegnen.”

Flere kandidater fra Socialdemokratiet som stiller op til folketingsvalget i vores sendeområde er udfordret på spørgsmålet om kommunaludligning. Andre kandidater fra partiet, som stiller op andre steder i landet mener nemlig, at der skal sendes flere penge fra Hovedstadsområdet til Fyn og Jylland.