EMA vurderer AstraZeneca-vaccinationer kan fortsætte

Der er ingen indikation på sammenhæng mellem dansk tilfælde og vaccination, siger EU-lægemiddelagentur.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er "opmærksomme" på, at Danmark har sat AstraZeneca-vaccinationer i bero. Det sker efter flere vaccinerede har fået blodpropper.

Men EMA's sikkerhedskomite mener godt, at man kan fortsætte vaccinationer med vaccinen. Det skriver agenturet i en pressemeddelelse.

- Lige nu er der ingen indikationer på, at vaccination har været skyld i disse tilfælde, der ikke er listet som bivirkninger.

- Sikkerhedskomiteens position er, at vaccinens fordele stadig opvejer dens risici, og at vaccinen dermed stadig kan bruges, mens man undersøger tilfældene, skriver EMA.

EMA oplyser videre, at der kun er fundet "30 tilfælde af blodpropper i tæt på 5 millioner vaccinerede".

Det antal er ikke højere, end hvad man ser i befolkningen normalt, lyder det.

Agenturet er i gang med at undersøge alle tilfældene.

Dansk kvinde død med blodprop

Tidligere torsdag blev alle vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen sat på pause. Det sker efter alvorlige tilfælde af blodpropper hos personer, kort efter at de har modtaget vaccinen.

En 60-årig kvinde er død med en blodprop i Danmark, efter at hun havde fået AstraZeneca-vaccinen.

Det kan ifølge Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne. Brugen af vaccinen er bremset i foreløbig to uger.

Norge har ligeledes foreløbigt stoppet brugen af AstraZeneca-vaccinen. Her har der været ét tilfælde, hvor en person har fået en blodprop efter vaccination.

I Italien, Østrig, Litauen, Luxembourg, Estland, Letland har myndighederne valgt at stoppe vaccinerne fra et bestemt parti.

Omkring hver fjerde vaccinerede i Danmark har fået et stik med AstraZeneca-vaccinen. Det er indtil videre 142.102 personer.

/ritzau/



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik