Elskovssyge slanger fik borgere til at kontakte politiet

Normalt er snogen sky og svær at komme helt tæt på, men solens varme og deres lyst til at parre sig får snogen til at glemme sit sky væsen.

På Amager Fælled er det muligt at støde på den sorte snog, da den er vågnet op af dens vinterdvale. Foto: TV 2 Lorry

Københavns Politi blev tirsdag kaldt ud til en anmeldelse af den noget mere eksotiske slags.

Anmeldelsen lød, at der lå en stor slange på Amager Fælled.

Da patruljen nåede frem, viste det sig dog at være en meget stor snog, der lå og slangede sig, så den fik lov at blive i naturen, oplyser Københavns Politi i et opslag på Twitter.

Og faktisk er synet af en snog ikke særligt udsædvanlig i disse tider. 

Læs også 45 giftslanger beslaglagt under stor aktion

Ifølge Jes Aagaard, der er naturvejleder hos Naturstyrelsen Hovedstaden, kan man for tiden opleve flere snoge på Amager Fælled, som ligger og klumper sig sammen og nyder solen, der opvarmer deres sorte slangekroppe.

Flere mennesker er frygtelig bange for slanger, og for at de er giftige. Men der er intet at frygte ved snogen, lyder det fra naturvejlederen.

- De to gule pletter i nakken er et tydeligt tegn på, at snogen ikke er farlig. Men mange er bange for slanger, og for dem er det vigtigt at bruge den anden halvdel af hjernen, så fornuften kan tage over, så man i stedet for kan glæde sig over, at man er kommet helt tæt på snogen, siger Jes Aagaard.

Læs også Ny bevilling til Naturpark Amager skal få flere til at bruge naturen

En masse bejlere til hunsnogen

Snogen er netop vågnet fra vinterdvale, og nu hvor solen står højt på himlen, så kommer snogen frem fra dens gemmesteder. Det er derfor muligt ikke bare at finde én snog i naturen, men mange. 

Det skyldes, at hannerne har for vane, når de vågner fra dvale, at de skal i gang med at parre sig med én hunsnog.

Parringen mellem snogene er i den grad noget, der kan ændre slangernes adfærd, hvilket betyder, at snogen glemmer at holde øje med mulige farer. Og det er derfor, at man kan se dem så tydeligt i naturen netop nu.

Snogehunnen er ofte større hannen, og derfor kan hun være nemmere at få øje på i den store brydekamp. Hunnen afgiver en duft, der fortæller hannerne, at hun er klar til at parre sig.\n​ Foto: Mette Søe

Hunsnogen er heldig, da hun er vågnet op til en masse bejlere, der ligger og gør sig til for at få lov til at parre sig med hende. Det kan nemt komme til at ligne en omgang kluddermor, når snogene ligger viklet ind i hinanden i et forsøg på at gøre sig til, forklarer Jes Aagaard.

Når snogene går i dvale, så ligger både hun -og hansnogen i noget materiale, der har lavet en gæringsvarme.

- Som regel ligger de i en solside, så temperaturen bliver hævet lidt ved hjælp af solen, og på den måde kan hunsnogens æg og hansnogens sædceller blive modnet, siger Jes Aagaard.

De to slangearter i Danmark

Snogen er knyttet til vådområder, hvilket vil sige, at den tit lever tæt på vandhuller, søer og moser. Den lever af at fange padder og små insekter. 

Jes Aagaard fortæller, at den på ingen måde er giftig. Det vildeste, den kan finde på at gøre, er at spille død, eller hvis nogle andre samler den op, så udskiller den et stof, der er så ildelugtende, at man næsten ikke kan vaske lugten af sine fingre. 

Læs også Flere gæster end i helligdage og højsommer: Styrelse advarer om pres på bynær natur

Derimod kan hugormens gift være farlig, hvis man er allergisk eller allerede er belastet af en kredsløbssygdom. Jes Aagaard tilføjer dog, at det er sjældent, at der er sker alvorlige uheld med hugorme i Danmark. 

Han synes derfor i stedet for, at man skal fryde sig over, at man har fået sådan en oplevelse med sig, hvis man får lov til at se én af de to slangearter på tæt hånd. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik