Brug for flere hænder til at teste: Nu ryger kommunalt ansatte på podekursus

Region Hovedstaden gennemfører podekurser for kommunalt ansatte, så de selv kan teste deres kolleger.

Der er nok ikke mange kommunalt ansatte, der for et år siden ville have kunnet forestille sig, at de i september 2020 kunne komme på noget så sært som et podekursus. 

Men sådan er virkeligheden blevet.

Coronavirussens fremmarch betyder, at behovet for at coronateste flere og flere - og helst hurtigt - kalder på et stadigt stigende antal mennesker, der kan foretage testen.

Og i disse dage uddanner Region Hovedstaden et stort antal kommualt ansatte, der efter kurset kan tage hjem og teste deres kolleger - og sågar uddanne andre, så de også kan pode folk for den forhadte virus.

Dermed slipper kommunalt ansatte i frontlinien for at skulle testes på de store testcentre, men kan blive det hurtigt og effektivt på deres egen arbejdsplads.

Med podepinden i hånden

En af dem, der har været på kursus, er Lonnie Bækgaard Christensen, som til daglig er sygeplejerske på et plejecenter i Brøndby Kommune.

- Det bliver en rigtig god ting, at vi kan gå trygt på arbejde og vide, at vi ikke smitter vores beboere. Det er rigtigt godt, at vi her på kurset øver os på at have en spatel og podepind i hånden og får supervision af en øre-næse-hals-læge i at tage en god prøve, siger hun.

Smitten er stigende i både hovedstaden og de omkringliggende kommuner. Og stigningen har flere steder ført til beslutning om, at ansatte, der arbejder med for eksempel ældre på plejecentre, skal testes regelmæssigt.

Højt smittetryk i Albertslund

Albertslund Kommune er en af de kommuner, der oplever øget smitte, for ifølge tal fra Statens Serum Institut er der i Albertslund over 60 smittede per 100.000 indbyggere. Det betyder, at kommunens medarbejdere på plejehjem og plejecentre skal testes systematisk for at opspore og inddæmme virussen.

Kursisterne skal siden uddanne andre - og målet er, at medarbejdere i frontlinjen kan blive testet på deres egen arbejdsplads.
Kursisterne skal siden uddanne andre - og målet er, at medarbejdere i frontlinjen kan blive testet på deres egen arbejdsplads.

Borgmester i Albertslund, Steen Christiansen (S), som også er formand for Kommune Kontaktråd i Region Hovedstaden, hilser det tætte samarbejde mellem regionen og hovedstadskommunerne om podekurser velkommen:

- Vi har en fælles interesse i at holde hjulene i gang - også i den offentlige sektor, og kurset er et udtryk for, at vi her under pandemikrisen finder nye måder at løse opgaverne på.

- Det er med til at sikre driften på vores plejehjem og i sundhedssektoren, og når medarbejderne på plejehjem kan blive testet, kan de gå trygt på arbejde, og så ved vi, at vores borgere også er trygge, siger han i en pressemeddelelse om podekurserne fra Region Hovedstaden.

Hjælp til selvhjælp

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen forventer, at kurserne vil være med til at øge trygheden blandt de ansatte.

- Det er effektiv hjælp-til-selvhjælp, hvor personale fra regionen oplærer kommunale medarbejdere, som så efterfølgende kan gå hjem i deres egne organisationer og lære det videre. Det er godt samarbejde og god udnyttelse af ressourcerne i sundhedsvæsnet, siger hun.

I uge 36 blev 60 kommunalt ansatte undervist i podning, og i morgen onsdag skal yderligere 120 ansatte gennem podekurset. Ifølge Region Hovedstaden er der flere kurser på vej.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik