Bilist undrer sig over P-bøde under coronakrisen: ”Det er umoralsk”

Er parkeringsbøder samfundskritiske nok til, at P-vagterne ikke burde blive hjemme under coronakrisen?, spørger en undrende seer.

Camilla Siv Hansen med den hilsen der sad i forruden fra parkeringsselskabet Parkware. Foto: Privat

En fyldt indkøbskurv var ikke det eneste, som Camilla Siv Hansen fik med hjem fra tirsdagens indkøb i Meny på Vermlandsgade i København.

I forruden af hendes bil sad der nemlig også en lille lap med beskeden: ”En parkeringsobservatør har observeret, at dit motorkøretøj har overtrådt reglerne.”

Nu vanker der en parkeringsbøde, fordi Camilla Siv Hansen, der til daglig arbejder som socialfaglig leder, havde glemt at stille sin parkeringsskive for de 20 minutter, som hendes indkøb varede. Det har fået hende til at kontakte TV 2 Lorry med sin historie.

Jeg kan ikke forstå, hvad meningen er med, at parkeringsvagterne skal på gaden lige nu.

Camilla Siv Hansen

Retmæssigheden af bøden sætter Camilla Siv Hansen ikke spørgsmålstegn ved. Men hun undrer sig over, at parkeringsvagterne fortsat er på gaden i en tid, hvor vi ellers i videst muligt omfang er blevet opfordret til at blive hjemme for at undgå smittespredning af coronavirus.

- Jeg synes, det er så tarveligt og umoralsk. Jeg kan ikke forstå, hvad meningen er med, at parkeringsvagterne skal på gaden lige nu. Jeg ved godt, de er et privat firma, der skal tjene penge, men der er rigtig mange andre private virksomheder, der holder medarbejderne hjemme i denne tid og går ned i omsætning, siger Camilla Siv Hansen.

Læs også Færgekroen i Tivoli jævnet med jorden

Da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 11. marts lukkede store dele af samfundet ned på grund af den udbredte coronavirus, sagde hun blandt andet i sin tale:

”Alle private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at flest muligt af jeres medarbejdere arbejder hjemmefra, afspadserer eller afholder ferie. Vi skal minimere aktiviteten mest muligt.”

- Jeg kan ikke se nogen nødvendighed i, at de skal ud på gaden og dele parkeringsbøder ud, når vi opfordres til kun at gå ud, når det er nødvendigt. Er det nødvendigt at dele parkeringsbøder ud?, spørger Camilla Siv Hansen retorisk.

”Spritter de hænderne af?”

Flere kommuner landet over har valgt også at lade deres parkeringsvagter blive hjemme for at undgå at sprede smitte.

I vores område besluttede Frederiksberg Kommune helt at suspendere betalingsparkering for en periode for at hjælpe arbejdende pendlere i en situation, hvor vi ligeledes er blevet opfordret til at undgå offentlig transport i myldretiden.

De eksempler burde de private parkeringsselskaber følge, mener Camilla Siv Hansen.

Der er jo rigeligt med parkeringspladser i denne her tid.

Camilla Siv Hansen

- Det er jo ikke fordi, de producerer noget, der er akut behov for. Som håndsprit. Selvfølgelig skal jeg huske at sætte parkeringsskiven, men vi lever i et samfund, der er blevet enige om at hjælpe hinanden og passe på hinanden. Så kan jeg simpelthen ikke forstå det.

Men selvom der er et udbrud af coronavirus, er der vel stadig et behov for at sikre, at der er ledige parkeringspladser til alle?

- Men der er jo rigeligt med pladser i denne her tid. Det er jo ikke fordi, der er voldsom trængsel. Heller ikke foran supermarkederne, lyder det fra Camilla Siv Hansen, der samtidig undrer sig over, at parkeringsselskabet bag bøden, der hedder Parkware, ikke oplyser, hvilke forholdsregler de tager, når de fortsat sender medarbejdere på gaden.

Læs også Tusindvis af børn har malet billeder til dronningens fødselsdag, men hun kan ikke få dem

- Hvad er deres politik for at undgå smittespredning? Går de med handsker eller spritter de hænderne af? De rører jo ved min bil og vinduesvisker og sætter en seddel i ruden. Mange andre firmaer skriver om deres politik på deres hjemmeside, men hos Parkware kan man intet læse. Jeg har mailet dem og bedt dem ringe mig op med en forklaring. Men jeg har foreløbig intet hørt, siger en frustreret Camilla Siv Hansen.

TV 2 Lorry har også forgæves forsøgt at kontakte Parkware både på telefon og mail for en reaktion.

Parkeringsankenævnet skriver til os i kommentar, at de ikke fører kontrol med, hvordan parkeringsselskaberne overholder retningslinjerne for coronasmitte, medmindre det kunne have betydning i en konkret klagesag over en kontrolafgift.

Dagrofa, der driver supermarkedskæden Meny, oplyser, at de ikke selv ejer grunden ved den pågældende butik og derfor ikke har hyret parkeringsselskabet til kontrolopgaven.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik