Udvalg stemmer nej til arresthus i lille landsby

Det blev et stort nej tak fra Lejre Kommunes økonomiudvalg, der onsdag aften skulle stemme om et muligt nyt arresthus i kommunen.

Der kommer ikke til at ligge et nyt arresthus i Lejre Kommune.

Det står klart, efter at kommunens økonomiudvalg onsdag aften har stemt nej tak til forslaget om at placere et områdearresthus ved landsbyen, Torkilstrup, og ved samme lejlighed besluttet ikke at pege på andre mulige placeringer i kommunen.

Det oplyser Ole Blickfeldt (DF), der er 2. viceborgmester i Lejre Kommune, til TV 2 Lorry umiddelbart efter mødets afslutning. 

Baggrunden for aftenens afstemning er, at Justitsminister Nick Hækkerup tilbage i februar var på udkig efter en grund nær København, hvorpå der kunne blive bygget en ny arrest.

quote Der var jo nærmest tale om et overgreb på en lille landsby.

Mikael Ralf Larsen, medlem af økonomiudvalget for SF

Justitsministeren bad derfor borgmestrene i ni københavnske omegnskommuner - herunder Lejre - om at "sende oplysninger om arealer, der kunne være egnede til formålet, til Kriminalforsorgen”.

TV 2 Lorry spurgte tirsdag de ni kommuner, hvordan de forholdt sig til Justitsministerens anmodning. Her lød svaret fra seks af de ni kommuner, at man ikke havde plads til et arresthus.

Men Lejre smed altså Torkilstrup i puljen som en mulig placering af et nyt arresthus - det til stor ærgrelse for ejeren af dele af grunden.

Nu er det dog endeligt besluttet, at Torkilstrup bliver ladt i fred, og Lejre Kommune umiddelbart bliver fri for at huse en arrest.

- Overgreb på en lille landsby

Ole Blickfeldt siger til TV 2 Lorry, at han er yderst tilfreds med beslutningen om hverken at pege på Torkilstrup eller andre steder i kommunen.

- Vi er i Dansk Folkeparti meget tilfredse med udkommet af denne sag. Vi var fra starten med fokuserede på borgerinddragelse, og her er borgerne - og vigtigst: lodsejerne - blevet hørt og imødekommet, siger han.

Også Mikael Ralf Larsen, der er medlem af økonomiudvalget for SF, er tilfreds resultatet af aftenens afstemning.

- Der var jo nærmest tale om et overgreb på en lille landsby. Vi har et stort ansvar for at passe på vores små landsbyer, og det rimer et stort arresthus med mere end 200 indsatte ikke på, siger han til TV 2 Lorry.

quote Vi elsker vores smukke natur og værner om vores mange unikke landsbyer, ligesom vi ønsker at støtte lokalmiljøer i den udvikling, byens borgere ønsker - og et kæmpe arresthus har ikke stået på ønskesedlen i Torkilstrup

Tina Mandrup, medlem af økonomiudvalget for Venstre

Mikael Ralf Larsen siger desuden, at han ikke har røde ører over ikke at gribe bolden fra Kriminalforsorgen.

- Nogen kunne måske pege fingre og sige, at vi ikke tager et ansvar i forhold til de nationale samfundsforpligtelser, men jeg tænker, at vi sidste år fik en opgave med et hjemrejsecenter for afviste asylansøgere. Så hvad det angår har jeg ikke røde ører, siger han.

Tina Mandrup, der er medlem af økonomiudvalget for Venstre, er også ganske glad for aftenens beslutning.

- Vi er meget tilfredse og lettede over, at det kæmpe arresthus nu endelig er sparket til hjørne. Vi elsker vores smukke natur og værner om vores mange unikke landsbyer, ligesom vi ønsker at støtte lokalmiljøer i den udvikling, byens borgere ønsker - og et kæmpe arresthus har ikke stået på ønskesedlen i Torkilstrup.

Det er ikke første gang, at Kriminalforsorgen forsøger at få bygget et nyt arresthus til hovedstadsområdet.

Sidste år fik debatten 1114 borgere til at skrive under på, at de ikke støttede planerne om, at et lokalt område skulle anvendes til at huse et arresthus.

Forskellen på arresthus og et fængsel

Arresthusene er for varetægtsfængslede, som endnu ikke er dømt, mens fængslerne er for dømte.


I praksis er der dog arrestafdelinger i flere fængsler, ligesom et antal dømte afsoner i arresthuse.


Kriminalforsorgen står for driften af arresthuse, ligesom de også står for driften af åbne og lukkede fængsler.


Kilde: Kriminalforsorgen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik