Uvejr spændte ben for hovednavn: Scenen revnede

Minds of ´99 var hovednavnet, der skulle runde Køge Festuge af. Men uvejret ville de anderledes, og mange tusinder måtte gå skuffet hjem.

Køge Festuge var forløbet perfekt, og vejret havde alle dage været med arrangører og publikum. Den store finale var programsat klokken til 23 lørdag aften på scenen på Køge Torv, hvor det populære danske band Minds of ´99 skulle runde hele festugen af med et brag af en koncert. Men så satte vejrguderne hælene eftertrykkeligt i.

quote Vinden trak så meget i scenen, at scenegulvet revnede.

Per Stensberg, formand Køge Festuge

Ifølge Per Stensberg, formand for Køge Festuge, begyndte det lige pludselig uden varsel at blæse op.

- Det skete inden for få minutter, og regnen væltede ned. Dem, der kunne, forsøgte at finde læ, og så blæste det altså. Vinden trak så meget i scenen, at scenegulvet revnede, og scenetårnene blev pludselig skæve. Det ville ikke have været sikkerhedsmæssigt forsvarligt at sende et band på scenen. Lys, lyd og fysisk påvirkning fra et band ville gøre, at vi ikke var sikre på, at det ville holde sammen. Og så var jeg nødt til at tage beslutningen og meddele: 'Vi aflyser', Per Stensberg til TV 2 Lorry.

Køges borgmester Marie Stærke var med blandt publikum, da vejret pludselig skiftede. Hun beskriver det som meget voldsomt. 

- Jeg fyldte 40 i går og havde havefest og ville slutte festen af til Festugen med Gnags og Minds of 99, men det blev jo så kun til Gnags. Regnen og stormen var meget voldsom. Min kjole er fortsat våd, skriver Marie Stærke (Soc.dem) i en sms til TV 2 Lorry. 

Hele festugen i Køge er finansieret med støtte fra partnere, sponsorer og ølsalg, så de mellem 10.000 og 12.000 mennesker, der stod foran scenen, havde ikke betalt - men var dog alligevel skuffet.

- I starten var der meget buhen - men det var helt forventeligt - og så inden for kort tid, begyndte folk at gå hjem, siger Per Stensberg, der formentlig ikke kommer til at glemme årets afslutning på festugen.

Som at tabe finalen

- Jeg sammenligner festugen med en slutrunde i håndbold eller fodbold. Vi har vundet det hele og er klar til finalen - og så taber vi stort. Det er lidt den følelse, man har i dag - men om 14 dage vil vi tænke anderledes. Det har været den flotteste og bedste festuge nogensinde, og vejret har været en kæmpe medspiller. Lige til i går aftes, siger Per Stensberg.

Arrangørerne af Køge Festuge var selvfølgelig dybt ærgerlige over aflysningen. Og det samme gælder medlemmerne af Minds of ´99.

- Til alle dem, der er kommet for at se showet - det er vi virkelig kede af det her. Men scenen er ikke sikker, forklarede bandets forsanger på Twitter - hvor han også giver udtryk for, at Minds of ´99 håber på mulighed for at komme til Køge en anden gang.

Og Køge Festuge bebuder nu, at arrangementet kommer stærkt igen næste år.

- Og så kan det jo godt være, vi prøver at snakke med Minds of ´99 igen, siger Per Stensberg.

Se Minds of ´99s videotweet  om aflysningen herunder:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik