Truet bosted reddet - beboerne kan blive sammen

Beboerne på Føllehavegård i Køge har fået lov til at blive boende sammen med deres personale.

Der er gode nyheder for syv svært udviklingshæmmede borgere i Køge Kommune. De har nemlig fået lov til at blive på bostedet Føllehavegård.

Det har et enigt byråd i kommunen vedtaget efter en periode med massivt pres fra det lokale handicapråd, Landsforeningen LEV og pårørende til beboerne.

Alle tre instanser har tidligere udtrykt stor bekymring over kommunens gamle planer om at nedlægge bostedet og adskille de syv beboere fra hinanden samt deres hjælpere.

Boet sammen i 30 år

Derfor var det også en glad Jens Damgård, pårørende til en beboer på Føllehavegård og medlem af Pårørenderådet, der modtog beslutningen.

- Det, vi er rigtig glade for, og som betyder noget for os, det er, at de syv beboere forbliver sammen, som den familie de er, og at der er det personale og den omsorg omkring dem, som der er i dag, siger han til TV 2 Lorry.

Flere af beboerne har boet sammen i op mod 30 år. Samtidig har bostedets medarbejderes specialiserede viden om de syv beboere samt deres nære relationer imellem skabt fundament for et velfungerende hjem for de udviklingshæmmede beboere.

Skal flytte

Tidligere ønskede kommunen at lukke Føllehavegård, fordi bostedet er utidssvarende, nedslidt og ikke svarer til beboernes behov og udvikling.

Samme tilstand er Føllehavegård stadig i, og derfor skal beboerne flytte fra deres nuværende bopæl. Byrådet har bevilliget 5,7 millioner kroner til et nybyggeri af Føllehavegård med plads til ekstra beboere.

- Kommunens økonomi er blevet bedre, fordi vi har fået en bedre kommuneaftale mellem regeringen og KL. I den forbindelse er vi blevet præsenteret i byrådet for en mulighed for at bygge ti pladser på et spritnyt Føllehavegård, fortæller Lissie Kirk fra Socialdemokratiet, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.

Det har længe været en politisk mærkesag for hende at bevare bostedet. Derfor er der også stor glæde at spore hos formanden over bevarelsen af bostedet.

- Jeg er så glad. Det er virkelig dejligt, at vi nu kan gennemføre den plan, vi har haft på tegnebrættet siden 2009, lyder det fra hende.

Køge Kommune forventer, at beboerne kan flytte ind i det nye Føllehavegård i midten af 2021.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik