Oversigt

Seneste nyt

Havne-direktør om voldsom brand: "Lige nu frygter vi det værste"

Et skrotskib på Køge Havn står tirsdag sen eftermiddag i flammer.

I en beredskabsmeddelelse oplyser politiet, at borgere i Køge by skal gå indendørs og lukke vinduer og døre.

Thomas Elm Kampmann er direktør for Køge Havn og befinder sig tæt på branden.

- Der er tale om et skib, som har ligget og lastet skrot i havnen, og så er der gået ild i det, siger direktøren til TV 2 Kosmopol.

Han oplyser videre, at skibet er mellem 100 og 130 meter langt og kan laste et sted mellem 3.000 og 5.000 tons skrot.

- Problemet lige nu er, at det driver ind over byen. Og det er giftigt, siger han.

Ifølge direktøren fra Køge Havn er frygten nu, at branden udvikler sig, som den gjorde i efteråret 2023, hvor et skrot-skib brød i flammer ved Prøvestenen på Amager.

Her stod skibet i flammer i mere end et døgn.

- Så lige nu frygter vi det værste.